Ulrikke Bak sætter en ung kvinde i skriftestolen og lader hende tale ud

Ulrikke Bak tror på Gud, på Reddit og på, at man som dansk debuterende forfatter sagtens kan skrive på engelsk.

På forsiden af bogen er titlen på hendes 96 sider korte roman, ’Love Looks Bleak’, skrevet som et tag, som et stykke grafitti på en hvid mur. Det er en her og nu-fortælling og én lang direkte henvendelse fra en ung kvinde, der har trang til at lette sit hjerte.

Forfatteren oversætter selv titlen med ’kærligheden ser trøstesløs ud’ eller ’kærligheden har hårde kår’.

»Bogen handler om love og om anti-love og looks«, siger hun.

»Og bleak er så flot et ord«.

Vi sidder i en baggård i Baldersgade på Nørrebro i København. Det er her, den forfatterskoleuddannede Bak har en atelierplads i et baghus, hvor elever fra designskolen, en billedkunstner og en arkitekt syr og tegner på deres projekter. På hendes plads ligger to sorte hatte med følehorn og lange, neonfarvede fletninger. Samtidig med at hun har finpudset sin bog lige op til udgivelsen, har hun været i gang med kostumer til et teaterstykke om biller, forklarer hun.

Men nu har hun taget plads ved et frønnet havebord, skænket grøn juice i vinglas og revet en papirpose med croissanter åben, klar til at give sit første interview som forfatter, et par dage før hendes bog udkommer. Vejrtrækningen foregår øverst i brystkassen, nogle gange sukker hun som for at puste noget ud, der har hobet sig op. Hun er nervøs, siger hun.

»Det er nok en blanding af, at jeg håber, at bogen kommer ud i verden, og at jeg også tænker: Jo færre der læser den, jo bedre«, siger hun med et smil, der flakser hurtigt forbi.

Kort refereret handler romanen om Psalm, der er kommet ud på den anden side af et dårligt forhold og nu har brug for at fortælle sin historie. I 16 kapitler deler hun, hvordan ekskærestens besættelse af hende først virkede besnærende og flatterende, og hvordan den hen ad vejen udviklede sig til en sygelig, kontrollerende besættelse.

Det er Baks ven Javier, der har lavet titel-tagget til hende. Uden at hun bad om det, sendte han det pludselig til hende, og hun vidste med det samme, at det skulle på forsiden. For graffiti-referencen passer perfekt, mener Bak. Indeni får man et vidnesbyrd fra en ung kvinde, som har været udsat for stalking. Uden på bogen får paranoiaen i fortællerens hoved et fysisk udtryk.

»Det er noget, du går forbi og ser på en væg, som et stykke gadekultur. Det er sådan klassisk maskulint, og det har også noget toxic over sig«, mener Bak.

»Samtidig er det lidt religiøst, sådan ’skriften på væggen’«, tilføjer hun med hentydning til det kristne spor, der også får fylde på bogens sider.

Fra hestestald til forfatterskole

Ulrikke Bak er i grøn Stone Island-hættetrøje, løse jeans og et nittebælte og sko, der er tapet sammen med sort gaffer. Hun har lige haft en tjans med at oversætte en svensk krimi til dansk, og ellers består hendes indkomst mest af småjobs.

»Jeg hustler mig igennem«, siger hun.

Hun har lejet et værelse hos en ven på Frederiksberg og har planer om snart at finde sig et fast job. Men lige nu er alt lidt flydende. Og ret anderledes end hendes barndomsdrøm.

Ulrikke Bak, 33, er født og opvokset i Tønder med far, mor og søskende. Som barn og ung brugte hun al fritid med ponyer, hun red dressurkonkurrencer og vandt så tit, at hendes værelse var dekoreret med rosetter. Ambitionen var at blive professionel, og som blot 15-årig flyttede hun hjemmefra for at arbejde i en hestestald.

Men skiftet fra pony til stor hest kombineret med, at hendes egen ridehest brækkede benet og måtte aflives, fik hende til at droppe planerne, da hun var 17.

»På det tidspunkt var jeg også ret træt. Jeg havde brugt alle mine vågne timer på at ride, så jeg tog en pause og har aldrig været seriøst tilbage igen«.

Det sker, at hun tager en ridetur med sin søster. Men ellers har hun vendt sin energi mod kunsten.

Allerede som 20-årig søgte hun ind på Forfatterskolen. Hun kom til samtale, men fik afslag. Det samme skete året efter. I stedet fandt hun andre måder at udvikle sin interesse for at skrive på, nemlig ved at skrive artikler for modemagasiner som Horse Riders’ Journal og DANSK. Først på et noget vaklende engelsk, men det gik med gode redaktørers hjælp. Og med tiden fik hun så meget smag for det, at hun supplerede sine universitetsstudier i dansk og litteratur med en international journalistuddannelse, der blandt andet bragte hende til Hamburg og London og gjorde hende endnu mere fortrolig med det engelske.

»Nogle af dem, jeg synes, skriver allerbedst, er modeskribenter. Det kræver overskud, viden og humor, og jeg tror, at mit engelsk blev formet af den kontekst, jeg skrev ind i dengang«.

Men hun kunne ikke slippe drømmen om Forfatterskolen.

»Det blev ved med at forfølge mig. Jeg ville gerne skrive mit eget, jeg ville gerne skrive fiktion«.

Så hun søgte ind for tredje gang.

»Third time’s a charm. Det var været helt afgørende for, at jeg kom i gang med at skrive fiktion, for jeg har altid været genert omkring min skrift, men nu har jeg lært min egen stemme at kende og tør dele det, jeg skriver. Det har været den største gave: at jeg er blevet mere modig«.

Redditmades

På Forfatterskolen skrev hun på dansk, men da hun i en periode fik en skrivekrise, vendte hun sig mod sin notesbog, som hun fører på engelsk, og opdagede, at der var en mere uforpligtende energi at hente dér. I det sprog.

»Det var en helt anden tone, som jeg egentlig ikke regnede for noget. Men så lige pludselig var jeg sådan: »Wow! Her kan jeg tilgå noget andet. Og jeg kan skrive ret hurtigt«. Og så begyndte jeg at tage det mere alvorligt og bruge det som en form for stemme i det, jeg skrev«.

Hun åbner sin lyseblå taske af jeansstof og tager en enkel notesbog med sort kartonopslag frem. Det er i sådan en, hun samler udtryk, hun hæfter sig ved. Citater, hun overhører, reklameslogans og ’Redditmades’, som hun kalder de udtryk, hun samler op i tråde på det gigantiske online-forum. Betegnelsen refererer til kunstverdenen, der bruger readymades om brugsgenstande, der placeres på et museum og derved får status som et kunstværk. Som Marcel Duchamps urinal.

Er notesbogen ikke lige ved hånden, taster hun gode citater ind på sin mobil.

»Jeg tager andres stemmer ind i sproget for at fuldende mit eget«, forklarer hun.

Og især Reddit har hun brugt rigtigt meget undervejs i arbejdet med bogen. I det enorme online-univers har hun både opsnappet klicheer og fængende bemærkninger og researchet. For i de anonyme fora deler folk gavmildt ud. Spørgsmål om skyld bliver luftet i tråden r/AmItheAsshole, i andre deles svære erfaringer om stalking.

»Jeg kan se, hvad det er for nogle følelser, folk får, hvis de er udsat for det«.

Romanens sprog er på den måde vævet sammen med vendinger, hun falder over i offentlige samtaler. Især popkulturelle samtaler. Bagest i bogen er der en kildeliste, hvor det fremgår, at hun blandt andet citerer Khloé Kardashian, Julia Fox og YouTube. For ikke at nævne skuespillerne Amber Heard og Johnny Depp, hvis retsopgør blev livestreamet. Det har hun fulgt tæt, og deres sprogbrug om deres voldelige forhold har hun absorberet i sit forfattersprog.

Referencerne er ikke nødvendigvis vigtige i læsningen, men hvis man opdager dem, er det fint og kan give læsningen et ekstra lag.

»Sådan ’if you know, you know’«.

Foto: Mads Nissen

Men hvorfor på engelsk? Du er dansk, så hvorfor ikke bare skrive på dansk?

»I musikken og i billedkunst er det jo ikke underligt, at man skriver på engelsk. Jeg forstår ikke, hvorfor det skal være så speciel en ting i litteratur. Det føles, som om litteraturen skal have en sprogbevarende rolle eller funktion. Det er konservativt at tænke sådan«.

Når hun selv læser, er det mest engelsk og amerikansk litteratur, så det er blot naturligt, at »det, der kommer ind, er det, der kommer ud«, som Bak siger. Desuden skaber det engelske et særligt rum, et dække for fortællerstemmen, oplever hun.

På engelsk kan hun også skrive ting, der ville lyde højtravende, for følelsesfulde på dansk. Den engelske fortællerstemme indoptager smidigt både modesprog, sportssprog, reklamesprog, selvhjælpssprog og udtryk fra tutorials.

»Jeg tænker det lidt som et ekstra lag tøj«, siger Ulrikke Bak.

»Jeg låner lidt et sted og pynter det op med noget fra et andet sted. Jeg recycler og upcycler«.

Romanens fortæller Psalm arbejder med mode-pr og kan efter eget udsagn »make even the most hollow brands seem appealing«. På den måde advarer hun læseren om, at hendes ord kan forføre, før hun deler sin version af, hvordan ekskæresten kontrollerede hende.

Samtidig med at bogen har et sygt kærlighedsforhold som omdrejningspunkt, er den et studie i en ung kvindes syn på datingkultur, make-up tutorials, modeverdenen, frygten for at gå alene hjem om aftenen, hvordan man må navigere som berømthed, selviscenesættelse anno nu.

En roman, hvor fortælleren spiller ’Fuck, marry, kill’ med sine venner og funderer over, at minutiøse morgenrutiner med vatrondeller, afrensning, scrubs, serum, primers og ’no makeup makeup’ reelt er en måde at sige til sig selv, at man er værd at tage sig godt af. Både form og indhold kaldte på engelsk, ikke dansk.

»Hvordan skal man oversætte contouring (en makeup-teknik, som fremhæver ansigtets knogle-struktur på flatterende vis)?«, spørger hun og løfter øjenbrynene.

Men Ulrikke Bak har været i tvivl undervejs og overvejet, om hun skulle oversætte sin roman til dansk. For hun ønsker, at den bliver taget alvorligt som en litterær udgivelse.

»Men jeg synes også, at det er en virkelig stor glæde, at folk, der ikke kan dansk, kan læse den. Jeg har selv mange venner, der ikke taler dansk, og jeg skriver også til dem«.

En skriftestol

Al popkulturen får modspil af religion. Allerede på første side optræder Gud og en fyr, der holy ghoster Psalm. Et møde, der forandrer hende og sætter hende i gang med at reflektere over det forhold, hun er kommet ud af, får hende til at skrifte og bede.

»Jeg er både interesseret i popkultur og det religiøse. Begge steder findes et bekendelsesrum«, siger Ulrikke Bak.

»Skriftestolen er jo et sted, hvor du kan gå hen og aflevere noget, og karakteren i bogen har noget, som hun føler sig meget alene med. Det er et meget intimt, lukket rum, samtidig med at man regner med, at det, man deler, kommer meget langt ud – eller op! Det er spændende«.

Og på samme måde som man er anonym, når man træder ind bag forhænget i en skriftestol, er man også anonym, når man går ind i fora på Reddit og kan dele de mest intime ting.

»Du kan få lov til at fortælle noget, som du måske ikke kunne eller ville have fortalt«.

Du har selv har to kors om halsen. Er du meget religiøs privat?

»Ja«, lyder det uden betænkning.

»Ja, det er jeg«.

Hun er protestant, men er også fascineret af katolicismen.

»Jeg har jo ikke prøvet at gå på skriftestol, men måske kan man sammenligne det lidt med, hvis du beder eller har en samtale med Gud«.

I den situation sker der noget med én selv, oplever Ulrikke Bak. Man formulerer nogle spørgsmål, som man ellers ikke har sat ord på.

»Skriftestolen er et sted, hvor du kommer til sagen. Når du taler med Gud, behøver du ikke at tage omveje og forklare, at så skete der dét, og så skete der dét. Det har man ligesom formodning om, at Gud allerede ved, ikke?«, siger Bak.

»Og når du sætter dig der, så kan det godt være, at du kommer til at sige noget andet end det, du lige havde planlagt«.

Psalm pakker da heller ikke noget ind. Hun fortæller om sin tvivl, sine selvbebrejdelser, sine spil. Om hvordan hun reagerede på, at kæresten kaldte hende luder, at hun ringede for sent til et kvinde-krisecenter, om at have et problem med vrede, at hun forleden tog sin nøgle og ridsede en bil med vilje, bare fordi den var dårligt parkeret og havde den irriterende nummerplade med ordene ’LIE TO ME’.