Pandekage-kager og klukkende høns

Sven Nordqvist har vidst, at han gerne ville leve af at tegne, siden han var lille. Men at det blev børnebøger, han specialiserede sig i, er Evas fortjeneste. Han havde i årevis arbejdet freelance med at illustrere lærebøger og tegne plakater og lykønskningskort, da hun så en annonce, hvor et forlag udskrev en børnebogskonkurrence. Da hun prikkede til Sven, var han klar.

Men han mente ikke, han kunne skrive en historie, så Eva skrev én, og så skulle han illustrere den. Men det duede ikke, så han endte med selv at finde på en enkel alfabetfortælling om en lille fyr, der side for side bytter et bogstav til det næste.

’Agaton Öman og alfabetet’ vandt konkurrencen, udkom i stort oplag i 1983, solgte godt, og så ville forlaget have mere.

Nordqvist var glad. Endelig havde han fundet noget arbejde, som var sjovt. Han udtænkte nu en storslået visuel fortælling om en rotte, der leder efter sin søster. Men forlaget afviste den. De ville have noget med ord.

Og så var det, ideen til den første fortælling om Peddersen og Findus, den nu vidt berømte billedbog om ’Pandekagekagen’, dukkede op.

Egentlig var tanken at lade en person rejse igennem en række forskellige landskaber. Og den person skulle være en mand, der skulle ud at købe ind.

»Det viste sig så at være en gammel mand ude på landet, nok fordi jeg selv føler mig hjemme der. Han ligner mig selv på en del måder. Og så fik han en kat, fordi jeg altid havde haft katte. Jeg kan lide katte. Han skulle have nogen at tale med«, forklarer Sven Nordqvist.

Foto: Illustration Sven Nordqvist

’Pandekagekagen’ udkom i 1984, og for dem, der ikke har læst den, handler den om, hvordan Peddersen godmodigt går med på Findus’ ønske om at fejre hans tredje fødselsdag det år med en pandekagekage. Før det kan lykkes, skal han over en række forhindringer. Lokke en tyr væk, lappe en cykel og mere til, før han kan hente mel hos købmanden.

Det var her, bogseriens nostalgiske miljø med rødmalede træhuse, en gammel skrattende grammofon og en hønsegård blev etableret.

I bogen tegnede Nordqvist ud fra sine bedste barndomsminder. Hver sommer i 1950’erne var han på landet i et par uger, og det har sat sig dybt i ham, hvordan man med heste kørte ud for at malke køerne på engen tidligt om morgenen, hvordan man bjærgede hø og stakkede det op.

»Det var smukt på en måde, som man ikke ser så tit i dag. Det der gammeldags liv sidder dybt i mig«.

Bygger Peddersen på nogen, du har mødt?

»Nej då! Han var bare en gubbe. Men der findes så mange af den slags ude på landet, gamle mænd med laden fuld af underlige jernsager, som man ikke ved, hvad er, men som de ved, præcis hvad de skal bruge til. Enspændere. Som minder en del om mig selv«.

»Vil du have mere kaffe?«, spørger Eva Sven.

»Jo, det vil du nok«, svarer hun selv, inden han når det.

Da ’Pandekagekagen’ udkom, var Eva M. Ålander og Sven Nordqvist rykket ud af Stockholm. Søn nummer 2 var på vej, og de havde brug for plads. Det blev ude på landet ved Uppsala.

Det var her, Sven Nordqvist tegnede og skrev en stribe Findus og Peddersen-historier, med sønnerne Jesper og Peter løbende om benene i kontoret eller snedkerværkstedet. Det var travle år. For ’Pandekagekagen’ var et hit, og forlaget ville have mere. Først vægrede han sig og lavede et par andre bøger, for 2’ere er sjældent gode, mener han.

Men så fik han alligevel lyst til at genbesøge det lille hus og det hyggelige miljø.

»Der trivedes jeg. Så det blev til meget Peddersen og Findus i 1990’erne«.

Mens gubben har en del til fælles med tegneren selv, både når det gælder tålmodighed, enspændernatur og interesse for opfindelser og snedkeri, så har Findus en del tilfælles med hans ældste søn, Jesper.

»Da han var 3-4 år, gik han altid i hælene på mig, og hans væsen og den måde, han bevægede sig på, inspirerede mig til Findus«.

For eksempel var Jesper meget stædig, husker Nordqvist. Hvis Sven Nordqvist gik ned ad trappen og ikke trådte, præcis som han var blevet bedt om, skulle han være så god at gå op og begynde forfra. Op og ned igen. Nordqvist ler lydløst ved mindet.

Jeg har ikke set nogen kat her. Kan det passe?

»Eva er allergisk og tåler ikke pelsdyr. Den sidste kat, jeg havde, stak af, et par dage før jeg mødte hende. Det var meget godt. Så slap jeg for at vælge mellem dem«.

Og hvad med navnet Findus, som katten kom til at hedde, fordi der står ’Findus. Grønne ærter, 12 dåser’ på den kasse, han blev afleveret i?

Det er et kendt svensk mærke for frostvarer og egentlig bare en lille vittighed fra Nordqvists side. For som han forklarer, er der mange svenske katte, der kaldes Felix, og det er samtidig navnet på et andet madvarefirma, der fremstiller syltede agurker, dressinger og alt muligt i glas og plastikbøtter.

»Altså cirka det samme som Findus. Så jeg tænkte, at den her kat kan hedde Findus, når de andre hedder Felix. Det var bare lidt tosseri. Jeg vidste ikke, hvor meget gratis reklame, de ville få ud af det«.

I historierne om Peddersen og Findus myldrer tegningerne af liv, for eksempel er der et væld af ’buklere’, som er små væsner, Peddersen ikke kan se, men som Findus er ven med.

Jeg har lovet at spørge fra min 8-årige datter, hvorfor du har buklere med i bøgerne?

»Når jeg skitserer, er der altid lidt tomt et sted i billedet, og så kommer der ofte en lille ting, noget skørt værktøj eller et væsen til, når jeg sidder og fantaserer«.

»Og desuden boede vi i et gammelt bjælkehus, hvor man kunne høre musene løbe på gulvet om natten. Man lagde mærke til, at der er levende ting overalt, og på værkstedet manglede der altid ting. Jeg har jo brugt halvdelen af mit liv på at lede efter ting, jeg har gemt et sted! Og så er det nemt at få den tanke, at det er små buklere, der napper mine skruer«.

Han tager sin pibe op af lommen, stopper den, stryger en tændstik og smager et par gange, før den ryger tilbage i lommen på hans forvaskede cowboybukser, som han sirligt har lappet med tre, fire, seks nydelige lapper på hvert lår.

Foto: Nichlas Pollier

I en af bøgerne viser du også, at den rare Peddersen kan være urimelig, sur og tvær?

»Ja, han er sur, sådan som jeg selv kunne være. Træt af alt og alting. Dyster. ’Stakkels Peddersen’ hedder den«.

I den sidder Peddersen tilsyneladende uden grund bare i køkkenet og er vrissen. Findus prøver at opmuntre ham med alle mulige narrestreger. Først da katten lader, som om han har slået sig, kommer der liv i den gamle. Og til slut indvilliger Peddersen i at tage med på fisketur som en form for trøst.

Sven Nordqvist kan sagtens huske, hvordan bogen blev til. For det var engang, han selv var nedtrykt og ikke havde mod på noget som helst. Som det er hændt ham gentagne gange igennem livet. Selv om alt syntes godt, han sad i et rart hus med kone og to sønner, havde sortsynet overvældet ham.

»Og så kom den her lille 4-årige og ville bade«, husker han.

»Det var sent om aftenen, midt om sommeren ganske vist, men alligevel. Det var tid til, at han skulle i seng. Men vi gjorde det. Jeg satte ham bag på cyklen, og så kørte vi ned til søen. Og der var så stille, smukt, som det er om sommeren. Og han plaskede rundt ...«.

Han holder vejret, tørrer lidt vådt væk under det ene øje og kan så fortsætte.

»Ja, så tænkte jeg, at man skal huske at tage vare på de der øjeblikke. Gå med. Så bliver det godt igen«.

Eva kommer ud og spørger, om hun skal sætte frokosttærten i ovnen. Hun får et nik og tak.

Man skal gå med?

»Ja, man skal gå med på sådan nogle indfald i stedet for at sidde og have ondt af sig selv«.

Sven Nordqvist taler svensk med skånsk anstrøg. Han er født i Helsingborg, men hans forældre blev skilt, da han var bare 1 år, og han voksede op med sin mor og storebror i Halmstad og Ängelholm. Hun tegnede kort på et landmålerkontor, arbejdede tit om aftenen for at tjene ekstra, for der var ikke meget at rutte med. Sven Nordqvist husker hende som en kærlig, munter og rastløs sjæl. De flyttede 13 gange i løbet af hans barndom. Faren, der var lærer, så drengene kun et par gange om året, og når de besøgte ham, kørte han dem som regel ud til bedsteforældrene på landet.

»Han syntes nok, det var lidt besværligt at have os«.

Hjemme hos moren kunne det også være lidt besværligt. For hans to år ældre bror havde det svært. Den lokale drengebande var efter ham, han fik bank, blev mobbet, klarede sig dårligt i skolen og skændtes med moren. Det satte sig i Sven Nordqvist.

»Det var frygteligt at se på. Alt var imod ham. Jeg fatter ikke, hvorfor ingen kunne lide ham. Det gjorde mig ked af det. Jeg græd tit. Hvad skulle jeg gøre? Det blev bedre, da han flyttede hjemmefra som 15-årig, op til far i Helsingborg«.

Da vendte det. Både for broren og for Sven. Men opvæksten med den dominerende bror havde lært ham, at tingene gled nemmest, hvis han ikke gjorde væsen af sig. Så han var medgørlig, stille af sig, ordentlig, gjorde sit bedste. Nød roen og freden, når han fik lov at male billeder sammen med sin mor.

Hun roste ham for det, han fik ned på papiret, og han blev tidligt seriøs. Den dag i dag har han stadig sine første skitsebøger, fra da han var 5-6-år. Og i skolen, hvor han var gennemsnitlig til de fleste fag, fik han skulderklap af både lærere og klassekammerater for sine tegninger.

»Det fik mig til at specialisere mig i det. Den slags opmuntring, man får som barn, er med til at øge interessen. Jeg tog et tegnekursus, allerede da jeg var 12 år, og øvede mig flittigt«, forklarer han.

»Næhæ, jeg har aldrig været særlig vovet eller livlig. Jeg er en rolig type, der vil sidde derhjemme og tegne«.

Men ikke mere artig, end at han begyndte at snige sig ud på skoletoiletterne og ryge, da han var 13, skal det tilføjes. Efter gymnasiet drømte han om at studere kunst. Men han blev ikke optaget. I stedet begyndte han at studere til arkitekt – det har også at gøre med formgivning og at tegne, ræsonnerede han – og samtidig tog han et omfattende treårigt amerikansk illustrator-brevkursus.

Sin studietid brugte han ved et stort tegnebord, ikke på fest. Men tidens politiske strømninger trængte ind til ham. Håret lod han vokse ned til skuldrene, skægget fik lov at dække hele ansigtet. Det var i 1960’erne og 70’erne, og han gik til koncerter med det progressive venstreorienterede Hoola Bandoola Band og troede på, at det var muligt at gøre verden til et bedre sted.

»Der var en helt anden aktivitet, når det gjaldt solidaritet med den tredje verden. Der var et fællesskab, en positiv vilje til at gøre noget godt, en glæde. Jeg kunne godt lide at være blandt den slags engagerede mennesker, men jeg følte mig aldrig rigtig som en af dem«, siger han og gnider sig på sin fregnede arm.

Sven Nordqvist var dog selv aktiv i Amnesty International, organiserede indsamlinger, var en del af den lokale bestyrelse og rejste blandt andet til El Salvador for at indsamle vidnesbyrd fra kvinder, der havde mistet deres sønner eller mænd under diktaturet. Om det reelt gavnede noget, er han i tvivl om.

Men på det personlige plan kom der noget godt ud af Amnesty-aktivismen. For på et møde i Stockholm mødte han Eva. De fik øjenkontakt, og så »smällade det till«.

Foto: Nichlas Pollier

Egentlig havde Sven aftalt, at han skulle overnatte hos en kusine, men i stedet gik han med Eva. Da han kom hjem til Halmstad, kunne han ikke holde op med at tænke på hende, så han skrev et brev og foreslog, at de skulle prøve at flytte sammen i en uges tid for at se, om det kunne gå? Det var hun med på. Og så drog Sven til Stockholm.

På den tid var han i 30’erne og godt i gang med at tegne freelance.

Han havde prøvet at arbejde for et par arkitektfirmaer, men han trivedes ikke med de mange regler, økonomiske hensyn og med at have chefer, der ville bestemme.

»Og så skulle jeg være på kontoret klokken 9 hver morgen«.

Det var ikke nemt for et nattemenneske, der helst går i seng mellem 2 og 3. Det gør han for øvrigt stadig.

Så det var tidligt for dig, at jeg kom halv elleve i dag?

»Ja, det er en stor historie for mig, hver gang jeg skal tidligt op. Så må jeg øve mig på at gå tidligere og tidligere i seng i flere dage op til«.

Hans sociale engagement har også fundet vej ind i Peddersen og Findus-universet. Nemlig i ’Og hanen gol’, som handler om dengang, da Peddersen lod en meget galende hane, der ellers havde en dødsdom hængende over hovedet, flytte ind. Findus er fordomsfuld, vil have hanen til at indordne sig efter regler, han finder på, og kommer sågar med dødstrusler. Og en morgen er hanen væk.

»Men jeg var faktisk lidt oprørt, da jeg lavede den bog«, forklarer han.

For på den tid ankom en masse bosniske flytninge fra borgerkrigen i Eksjugoslavien til det lille landsbysamfund, Sven Nordqvist og familien boede i. Mennesker, der var flygtet for deres liv og havde brug for venlighed og fred, men en lokal bande skinheads truede dem og jagede dem.

»De blevet tvunget til at flytte. Det syntes jeg var så satans sørgeligt og grumt. Det var det, der fik mig til at skrive den historie«.

I billedbogen får man ikke at vide, hvad der bliver af hanen. Det fortyder Sven Nordqvist bitterligt.

»Mange børn tager parti for den svageste, og hanen var den svageste, og de undrer sig sikkert over, om den døde eller hvad?«.

I den tyske version af bogen har forlaget ændret slutningen, så hanen flytter ind hos nabokonen og får et godt liv.

»Det er jeg glad for. Det skulle jeg selv have gjort«.

Vi rejser os fra kaffebordet for at gå en runde, så Sven Nordqvist kan vise sine herligheder frem.

Vi begynder i snedkerværkstedet, som han selv har bygget fra gulvplanke til øverste tagsten. Der er højt til loftet, og væggene er malet i en sart grøn farve, på et bord ligger en havebænk, der skal renoveres, og ved siden af står en stol, som han har »givet nye fødder«, som han siger. På væggene hænger gamle bor og tandhjul, fra en knagerække vinker en lang række handsker til os, og her er sager, der er som taget ud af hans billedbøger.

»Da vi fik det her sted for 30 år siden, havde jeg længe drømt om at bygge et helt hus selv for at se, om jeg kunne gøre det. Og det gjorde jeg så. Det er jeg lidt stolt af«.

»Ja, jeg har også lavet vinduerne«, tilføjer han på vej ned ad trætrappen igen.

Foto: Illustration Sven Nordqvist

Vi går videre. På grunden ligger også en håndfuld andre røde træbygninger. En gammel smedje, et hus til forråd, et das og et værksted nummer 2, der fungerer som pulterkammer.

»Jeg gemmer alt, som det engang kan være nyttigt at have«, forklarer han.

Selv om Sven Nordqvist har solgt svimlende 18 millioner bøger internationalt, smider han ikke om sig med penge. Men succesen har betydet, at han kunne købe stedet her på Yxlan, en stor lejlighed centralt i Stockholm, da Eva gerne ville tilbage og bo i byen, og han sætter pris på at kunne invitere familie og venner ud at spise godt en gang imellem. Men han er ikke en, der køber ting eller tager ud at rejse.

Eva kommer ud af huset med den færdigbagte grøntsagstærte, salat, Pripps Blå og Ramlösa. Og da vi er færdige med måltidet, rydder hun af og kommer så ud med en bakke med frisklavet kaffe og et fad småkager.

»Jeg vil bare lige understrege, at sådan her er jeg ikke normalt. I dag er det lidt særligt«, smiler hun.

Sven Nordqvist svarer på alt, jeg spørger ham om. Lavmælt og nøgternt og med glimt af tør humor. Men han kan også blive bevæget, når han mindes nogle af de fineste stunder i livet, der ligger bag ham.

For eksempel når han fortæller om, hvordan en af hans mest populære bøger, ’Da Findus var lille og forsvandt’, blev til. Det er den, hvor han fortæller om, hvordan det gik for sig, da Peddersen fik katten. En historie, der begynder i mol.

For Peddersen var en ensom mand, faktisk temmelig ensom. Og han var blevet for gammel til at finde sig en kone, som han betroede en nabokone, der kom til kaffe. Men lidt selskab kunne han nu godt bruge, indrømmede han.

»Ja, her er jo ikke en kat«, sagde nabokonen så. Og plantede dermed en idé hos sig selv. For næste dag kom hun igen. Nu med en kasse. Da Peddersen løftede låget, så han en stribet killing. På bogens tegninger kan man se, hvordan Peddersen lyser op i et smil og med det samme bliver helt opslugt af det lille kræ, som han med fornøjelse lader bide sig i fingrene.

Sven Nordqvist tegnede og skrev historien om, hvordan det hele begyndte, 17 år efter at den første bog om makkerparret blev til. I et nostalgisk tilbageblik. Efter at hans egne børn var blevet store. Han tænkte tilbage på, hvordan de åbnede noget nyt i ham, på, hvordan det var, da han første gang holdt sin nyfødte søn.

»Jeg var ret deprimeret på den tid, nede helt enkelt. Og så kom det der lille væsen og overtog alt. Jeg tænkte på, hvordan det var at tage sådan en baby i armene første gang«.

Stemmen bliver sprukken. Lav.

»Jeg bliver så rørt, så jeg næsten ikke kan tale om det«, siger han og rømmer sig.

Foto: Nichlas Pollier

Og siger så ikke mere.

Rørende er det også i bogen, når han beskriver, hvad killingens ankomst gjorde ved enspænderen: »Han mærkede varmen brede sig i kroppen, som når man trækker rullegardinet op en sommermorgen, og det varme lys strømmer ind«.

»Det er en god sammenligning, synes jeg faktisk«, siger han i dag.

Han døjer stadig med at være nedtrykt i perioder. Børn til at live ham op er der ingen af. Lysten til at fortælle sjove historier om Findus er skrumpet, i takt med at hans sønner er blevet voksne.

»Det var nok det, der gjorde, at jeg mistede lysten. I hvert fald til at lave Peddersen-bøger, eftersom jeg ikke havde sådan en lille unge omkring mig mere. Det var derfor den her nostalgiske bog, om dengang Findus var lille og forsvandt, blev til«.

Siden kom én til, fordi forlaget bad om det.

»Jeg mærker hele tiden deres ønske om, at der skal komme en ny Peddersen-bog. Nogle med mindre tekst, enklere tegninger til de mindste. En papbog, man kan bide i. Sådan et par stykker har jeg også lavet«, siger han. Uden entusiasme.

Han savner at have børn i sit liv. Men børnebørn er det ikke blevet til. Der er ikke nogen, der puffer legende til ham, og den ny bog, ’Hele vejen hjem’, kom ikke let til ham. Han vidste ikke, hvad han skulle lave, men bare, at han måtte i gang med et eller andet for at komme i bedre humør.

Er det noget, der har præget dit liv? Perioder med nedture?

»Ja, spørg bare Eva. Jeg har tit sagt, at jeg ikke har lyst til at lave flere bøger. Men det gælder om at komme i gang, for lysten kan opstå af, at man handler og ikke bare sidder og tænker«.

Så han gik i gang med at skitsere. Men blot for at opdage, at han ikke kunne ramme det niveau, han havde i ’Hvor er min søster?’, som er hans stolthed.

»Jeg har kigget meget på den og undret mig over, hvordan jeg fik så tynde, fine linjer. Jeg har prøvet alt! Forskellige stifter og tusch, forskellige slags papir. Jeg forstod det bare ikke«.

Foto: Illustration Sven Nordqvist

Foto: Illustration Sven Nordqvist

Et suk slipper ud. Undervejs i arbejdet med den ny bog tænkte han, at det var det værste, han nogensinde havde lavet. Men til sidst samlede det sig.

Og når man bladrer igennem ’Hele vejen hjem’, som handler om en dreng, der er faret vild, er det svært at spore det dunkle humør. Bogen er finurlig og fjollet, og ofte skinner det igennem, at Nordqvist har dyrket MAD-blade og Monty Python.

Og troldene? Den ene har en rød kasket på, og måske er han inspireret af Trump, antyder Nordqvist.

»Nogle mennesker kan lide at skræmme eller være onde over for dem, der er mindre. De ønsker simpelthen at skræmme for selv at have det godt«.

Hvis Sven Nordqvist fik ét ønske, ville det være at få lysten til at tegne tilbage. Det bedste er nu engang at sidde ved det store tegnebord på første sal, lade fantasien tage over, male billeder og lytte til bøger eller klassisk musik.

»Jeg har ikke lige en idé, men jeg vil forsøge at tvinge mig til det«.

Han samler sin stråhat op fra bordet. Der er trukket mørke skyer op ude over vandet, og nu er det begyndt at dryppe.

En sidste ting: Når du ser tilbage på din lange karriere, er der så et øjeblik, der står særlig skarpt og gyldent for dig?

Og jo, der er en særlig oplevelse, som han har tænkt på flere gange. Det var engang, han havde læst op for nogle børn på et bibliotek i Göteborg. Der sad en flok unger rundt om ham, og da han havde læst færdig, ville de spørge om lidt af hvert. Og så kom en lille pige frem og satte sig uden videre op på hans knæ. Bare sådan.

»Vi sagde ikke noget til hinanden. Det var nok med det. Som om hun kunne lide hele mig. Bare fordi hun syntes om de historier, hun hørte«.

»Den slags synes man jo om«.

Store ord bruger Sven Nordqvist ikke. Men man mærker det i tonefaldet: I sådan et øjeblik ryger rullegardinet op. Lyset slipper ind på ny.