0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Vi træder på dem og smider bøger ind i dem. Men tæpper og reoler er også kulturarv

Mogens Kochs bogkasser og Vibeke Klints tæpper er dele af vores designhistorie, som ikke får megen opmærksomhed. Men fordi de er så velskabte, kan det gå galt, når andre overtager produktionen, skriver Lars Hedebo i denne kommentar.

FOR ABONNENTER


Ville man udfordres på møbelfronten og opleve det seneste nye, var det ikke Rud. Rasmussen, man skulle opsøge, for udtrykket var groft sagt ret kedeligt. Ingen vilde farver. Ingen overraskende former. Og slet ikke noget plastik. Men tog man hænderne op af lommen og kørte en flad hånd hen over kanten på en af Mogens Kochs reoler, kunne man straks fornemme, at dette var kram. Hjørnerne var tappet sammen, men man kunne ikke mærke det. Satte man sig i en af Kaare Klints stribede sofaer, ønskede man ikke at rejse sig igen, og fik man lov til at trække ud i en af skufferne i Poul Kjærholms tegningsskab, var det som at hælde fløde i en kande – helt uden friktion.

Rud. Rasmussen var inkarnationen af kvalitet på møbelfronten, og det betød, at møblerne blev hundedyre. Men det betød også, at reoler, borde og stole fra værkstedet ikke var til at slide op og i dag cirkulerer i familier og på auktioner, hvor de hele tiden får nyt liv.

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden