To etager var afsat til at vise noget af det bedste inden for dansk møbelkunst, og var man heldig, kunne man også komme på rundvisning i det tilstødende værksted, hvor møbelsnedkerne gik år ud og år ind og puslede med deres arbejde.
Ville man udfordres på møbelfronten og opleve det seneste nye, var det ikke Rud. Rasmussen, man skulle opsøge, for udtrykket var groft sagt ret kedeligt. Ingen vilde farver. Ingen overraskende former. Og slet ikke noget plastik. Men tog man hænderne op af lommen og kørte en flad hånd hen over kanten på en af Mogens Kochs reoler, kunne man straks fornemme, at dette var kram. Hjørnerne var tappet sammen, men man kunne ikke mærke det. Satte man sig i en af Kaare Klints stribede sofaer, ønskede man ikke at rejse sig igen, og fik man lov til at trække ud i en af skufferne i Poul Kjærholms tegningsskab, var det som at hælde fløde i en kande – helt uden friktion.
Rud. Rasmussen var inkarnationen af kvalitet på møbelfronten, og det betød, at møblerne blev hundedyre. Men det betød også, at reoler, borde og stole fra værkstedet ikke var til at slide op og i dag cirkulerer i familier og på auktioner, hvor de hele tiden får nyt liv.
