»København så forfærdelig ud i starten af 1960’erne. Torvene var fulde af parkering, trafikken sloges om pladsen, og folk var presset helt op til murene. Dengang var jeg lige blevet færdig som arkitekt og gift med en psykologistuderende. Straks begyndte hun og hendes medstuderende at undre sig over arkitektstudiet. For hvorfor lærte vi ingenting om mennesker? Om, hvordan arkitekturen påvirker vores liv og adfærd? Vi opdagede, at emnet slet ikke var undersøgt – og det blev starten på min karriere i humanistisk byplanlægning. På at sige: Hov, bilister, det er ikke jeres by. I invaderede den, og nu vil vi gerne erobre den tilbage.
Siden har jeg været på fornavn med borgmestre i New York, London, Melbourne, Sydney og Moskva. Man skulle tro, at jeg ville blive smidt på byporten og rullet i fjer og tjære for at lave rav i den; men det er helt omvendt. Faktisk siger de i Moskva, at jeg har startet et nyt babyboom ved at rydde fortovene for parkering og stille bænke op. For det er så elementært, at når der bliver plads til mennesker, har de også lyst til at mødes. Når bilerne trykkes tilbage, så børnene kan gå i skole uden at krydse trafikerede gader, er forældrene taknemmelige.
Derfor er de tilbageslag, jeg har oplevet, meget, meget få. Der er altid nogle bilister, der bliver sure i begyndelsen, men når de ser, hvad de får ud af det, forstår de som regel. At det slet ikke er hensigtsmæssigt med al den trafik. Se bare på København. Al den leben og liv opstår, fordi der er kommet flere og flere rum for mennesker – og en af dem er cykel- og gangbroen Lille Langebro.
Jeg har altid syntes, at cykelturen over Langebro var vindomsust, bakket og besværlig, så da vores firma Gehl Architects var konsulenter på en bebyggelsesplan i området, fik jeg pludselig en idé. Eller rettere sagt stammer den fra min barndom. Dengang svingede en jernbanebro nemlig ud over Københavns Havn, når det gamle tog kørte mellem Amager og Hovedbanegården, og jeg tænkte: Lad os lave den bro igen. Men kun for dem, der går og cykler.
