En gammel svensknøgle? Vorherre bevares! Der ligger i forvejen mindst syv af slagsen i forskellige størrelser og stadier af forfald og glor apatisk på hinanden i diverse værktøjskasser i mit sommerhus.
Så hvorfor ... H-V-O-R-F-O-R ... står jeg her – en dag i september – uden for en tredjeklassesmarskandiser ved en landevej i Nordvestsjælland og har givet 100 kroner for dette stykke stål? Slidt og afskallet i sin grønne bemaling. Efter en årtier lang rejse gennem et utal af hænder.
Hvorfor føler jeg mig underligt æstetisk velsignet, nærmest udvalgt, da jeg sætter mig ind i bilen og kører bort med fornemmelsen af at have erhvervet min egen lille aktie i noget sandere og mere egentligt – et stykke af den oprindelige verden - med sin egen forslåede ynde?
Er det sentimentalitet? Det moderne overflodsmenneskes længsel efter en uskyld, vi regner for tabt? Eller er den naturlig, måske endda rationel – denne svaghed for genstande, mønstre og farvespil, som ordløst hvisker i éns kranie om andre menneskers liv i andre tider – og om tidens gang som sådan?
