»Hver dag cyklede jeg med Vega i cykelkurven til og fra min butik. Jeg fik hende i 40-års fødselsdagsgave, for jeg ønskede mig brændende en hund. I virkeligheden tror jeg, det handlede om at få en makker. En, hvor vi altid havde hinandens ryg. En tryghedsgaranti. Jeg havde ikke været hundeejer før, men hun blev lynhurtigt min følgesvend. Selvfølgelig ligger en hunds loyalitet hos den, der sørger for mad, men hun forstod alligevel, at det var hende og mig – måske fordi hun altid var ved min side.
Som selvstændig guldsmed er jeg tit meget alene, meget fordybet og kan altid lige gøre lidt mere. At have Vega i butikken blev min undskyldning for at komme ud ad døren og tage en pause. Noget, jeg virkelig havde brug for. Hun åbnede for en ny form for sanselighed i hverdagen, og turene blev et rum, hvor mine tanker hvirvlede mere rundt og landede nye steder. Samtidig var hun et enormt dejligt selskab. Ikke på samme måde som et menneske, men en at forholde mig til, som alligevel var helt sin egen.
Et makkerskab betyder for mig lighed, men der må også gerne være lidt krusninger på overfladen. Man må gerne bokse lidt med hinanden, ellers bliver det jo et tvillingeskab. Vega var en glathåret foxterrier – en meget selvstændig race med kraftige jagthundeinstinkter – og hun så absolut sig selv som alfahun. Man siger jo, at hunde ligner deres ejere, ha ha. Vi spejlede os i hvert fald i hinanden med vores temperamenter og vilje, og det skabte en ligevægt, selv om vi var to forskellige arter.
Da jeg blev 50 år, mente min ven, at jeg trængte til at komme væk fra værkstedsbutikken. Jeg lånte hans Volvo, lagde en madras bagi og kørte med Vega til Nordkap. Bare hende og mig. Vi kørte mange kilometer ind i skoven og langt væk fra folk, og det var en fantastisk tur, hvor jeg tømte hovedet og kørte fra de lange skygger i mit liv. Det er selvfølgelig intenst at sove i en bil med en hund i tre uger, men det virkede, og jeg havde aldrig taget turen uden Vega. Hun var selskab, underholdning, vagthund og tryghed.
