Det er ved indflyvningen til New York, at jeg første gang stifter bekendtskab med de små nederlandske huse. En stewardesse i KLM’s karakteristiske koboltblå uniform entrerer kabinen og afbryder min blunden med en bakke, hvorpå der står et dusin små porcelænshuse. Hun rækker bakken frem og beder mig vælge ét.
Som så mange andre førstegangspassagerer på en oversøisk rute med KLM’s business class er jeg en smule forundret over tilbuddet. Dog ikke mere, end at jeg taknemmeligt tager imod et af husene, mens jeg hører en væske skvulpe bag de keramiske vægge.
Umiddelbart ligner det noget, som hører hjemme i et vatfunderet nisselandskab. Sådan et hus, der lige har plads til et juletræslys i skorstenen og ellers lever en hengemt tilværelse i årets øvrige 11 måneder.
Senere finder jeg ud af, at jeg har undervurderet den lille keramiske kreation noget så fælt. KLM-husene – som de slet og ret bliver kaldt – er intet mindre end en institution i nederlandsk kultur. Og sandsynligvis landets mest ikoniske samleobjekt.
