Den franske numseauteur Abdellatif Kechiche lever prompte op til sit tilnavn, da kameraet allerede i det første billede i ’Mektoub, My Love: Intermezzo’ zoomer ind på en velskabt ungpigenumse. Og bliver hængende.
Kechiche er ekstremt optaget af numser. I det erotiske drama ’Adèles liv’ var det et begrundet fokus. I ’Sort Venus’ snarere bizart. I ’Mektoub’ bare udmattende voyeuristisk.
Jeg bilder mig ind at forstå den idealistiske side af Kechiches projekt i ’Mektoub’. Den næsten fire timer lange anden sekvens af en film, der også i første ombæring bestod af endeløse optagelser af unge mennesker, der en sommer for længe siden flirter, danser, solbader, elsker.
De fleste af de unge er som instruktøren selv udsprunget af arabiske indvandrere. Det var før terror og puritansk fundamentalisme. ’Mektoub’ er en hyldest til sensualisme og den frigjorte krop, men er også en voyeuristisk øvelse, hvor kameraets klistren til de unge pigers numser er mere ekstrem, end det kan begrundes med fortællingen om den unge Amin med kameraet og filmdrømmen som instruktørens unge alter ego.
