Da terroristerne fløj to passagerfly ind i World Trade Center 11. september 2001, lykkedes de ikke med at erobre Vesten, men de lykkedes med at erobre den vestlige billedflade. Ikke bare på dagen, i den mest succesfuldt medierede terroraktion nogensinde, men i de tyve år frem, hvor terrorangrebets følgevirkninger har præget historien.
En ofte gentaget sætning har været, at det føltes som en film, da tvillingetårnene styrtede i grus, at det lignede en dårlig Hollywoodfilm. Men sandheden er, at Hollywood hverken før eller efter har matchet billederne. Det lignede en katastrofefilm, som Hollywood før 2001 stilede efter og efter 2001 forsøgte at leve op til.
9/11 var et drabeligt konkret øjeblik, men en længerevarende symbolsk billedstorm på vestens værdier. Og vores modsvar var det, terrorbevægelser drømmer om: At den demokratiske retsstat i sin hævntørst tilsidesatte egne værdier i bestræbelserne på at ryste billedstormen af sig og generobre billedfladen.
De krigsførende nationer i krigen mod terror, hvor Danmark er den nation, der har givet flest liv per indbygger, havde fra begyndelsen mere end en opgave: Hævn og sikkerhed, men også at skabe nye billeder. I den danske dokumentarfilm ’Armadillo’ illustreres det, når kontaktofficeren beder soldaterne om at dele det, de ikke selv kan lide fra deres feltrationer ud til lokale afghanske børn, »så vi skaber det gode billede«.
