Et af gysergenrens klassiske greb er at få børn til at se gamle ud. Der er noget grundpsykologisk utrygt ved et menneske, der både er genkendeligt nuttet og fremmedartet rynket. Das Unheimliche kaldte Freud det.
Tænk bare på børnene i flyverdragt med oldingeansigt i David Cronenbergs ’The Brood’ eller drengen i ’Bliktrommen’, hvis mimik syntes at tilhøre en voksen mand. Selv musicalkomedien ’Bugsy Malone’ fra 1976 var knap så sjov, fordi det var creepy at se børn i rollerne som voksne gangstere. Man skulle lige vænne sig til det, og måske gjorde man det aldrig.
Sådan havde jeg det også under fjerde sæson af Netflix’ kulturfænomenale gyser- og ungdomsdramaserie ’Stranger Things’. Fans har ventet i længsel på at komme tilbage til 1980’erne og de hårdt prøvede venner i Hawkins, men denne gang er der noget galt i lillebyen ud over den sædvanlige trussel fra monstret i parallelverdenen The Upside Down. Der er noget underligt ved vores venner Eleven, Mike, Will, Dustin, Lucas og Max. De ser for gamle ud.
Will står lang og duknakket i krympet børnetøj, og hans ikoniske grydehår ligner en tvangsklipning fra en overbeskyttende mor. Og det blå skær under ørerne afslører, at han har fået skæg. Eleven har fået bryster, og hendes udtryk har fået flere konturer fra forstørrede ansigtsknogler.
