Det var en mørk og regnfuld aften for godt et år siden. Tæt på midnat. Jeg sad alene i sofaen efter flere timer forinden at have puttet min toårige datter. Men for første gang var det lykkedes hende selv at kravle op over siderne på tremmesengen. Fuldstændig lydløst. Og nu stod hun pludselig i døren til stuen og sagde: »Hej, far!«.
Jeg skreg. Ikke sådan kortvarigt og halvkvalt, men med et brøl. Jeg har set mange gyserfilm, hvor små børn er onde. Det sad åbenbart i rygraden.
Da hun stod der og kiggede, fortog chokket sig selvfølgelig øjeblikkeligt, men min fantasi kunne sagtens få hende til at ligne de sataniske døtre fra filmhistorien. Og det hjalp ikke, at hun havde små søde krøller over ørerne. Eller at hendes buttede ankler og platte fødder stak ud under natkjolen.
Tværtimod. Det er netop det, der gør børn uhyggelige i gyserfilmene. At de er nuttede, samtidig med at der er et eller andet helt galt – et mærkværdigt smil, et fjernt blik eller en ny tone i stemmen. Det er det lille tvist i normaliteten, forvrængningen af det familiære, der gør fornemmelsen af uskyldighedens snarlige omslag til ondskab så kuldegysende rædselsfuldt.
