Vi er mange, der kan huske, hvordan Quentin Tarantino revolutionerede filmkunsten med ’Reservoir Dogs’ og især ’Pulp Fiction’ i begyndelsen af 1990’erne.
Tarantino og den britiske instruktør Guy Ritchie (som førte stilen til europæisk film med ’Rub, stub og to rygende geværer’ og ’Snatch’) pillede gangsterfilmen fra hinanden og satte den sammen i et postmoderne miks af selvbevidste genrereferencer, der forvandlede b-film-æstetik til Hollywoods hotteste filmsprog. Det var den perfekte filmkunst til det ironiske årti.
Vi er også mange, der kan huske, hvordan man et årti senere blev fysisk træt i biografen foran endnu en skamridning af skabelonen begået af copycats uden Tarantinos talent.
I dag er 1990’erne tilbage hos en ung generation, så her vil David Leitchs ’Bullet Train’ måske detonere som et fyrværkeri af kulørt formsprog. Men her 30 år efter premieren på Tarantinos ’Reservoir Dogs’ var det næsten ulideligt for mig at komme igennem de to timers endeløs action med kække replikker i et hysterisk tempo uden bremser. Et ekstremt formbevidst og forpustet staccato af scener, der så tydeligt er kalkeringer af ikoniske scener hos forbillederne Tarantino og Ritchie.
