Allan Otte er på vores hjemlige breddegrader noget så sjældent som en konceptuel maler. Konceptuel jovist, men på en både følsom og teknokratisk måde. Følsom, fordi han selv som søn af en landmand er født ind i det stofområde, han bearbejder. Teknokratisk, fordi han forholder sig så nøjsomt til den maleriske gerning, at det er, som om den består af en lang række handlinger foretaget i kassetter på et Excel-ark.
Og det er jo det, han har observeret vedrørende det moderne landbrug. At landskabet i dag er opdelt som selvsamme kassetter i et system af rug, hvede, majs, vinter- og vårraps, græs og kløver. Og at maleriets historie er tæt sammenslynget med landskabets.
Det analoge maleri fra før fotografiets opfindelse afspejlede en fiktion om verden som en gylden alder af mindreværd, der gav sig til udtryk i romantiske gengivelser af landskabet og de mennesker, som bearbejdede det. Det var et analogt liv med et analogt forhold mellem hesten, som trækker ploven, som vender jorden, som indeholder både Guldhorn og kilden til det liv, som nærer kornet. Måske hestens pærer gøder lidt på vejen, sådan som den møjsommeligt trækker læsset (tilgiv mig min ringe indsigt i landbrugets metoder).
Så springer vi til i dag, hvor både billedet og landbruget er, lad os kalde det digitaliseret. Hvor sensorer måler og monitorerer jordens egenskaber og tilstand. Hvor robotter befamler koens yver og malker dens fede mælk. Hvor mink lever (levede) i haller, som var de modernismens etageejendomme, og hvor kyllinger bor i midlertidige samfund af store bryster og gode lår.
