Det er en af de bedste historier i kunsthistorien: fortællingen om, hvordan den unge, ambitiøse kunstner Jean-Michel Basquiat blev inviteret på besøg hos den verdenskendte Andy Warhol, som gerne tog imod yngre kolleger og oftest afsluttede mødet med at udføre et portræt af gæsten.
Egentlig er Warhols opførsel en god historie i sig selv, for det var generøst af ham at bytte disse portrætter med værker udført af de unge gæster. Men en dag i 1982 blev historien endnu bedre, for gæsten, kunsthandleren Bruno Bischofberger havde inviteret med til audiens, hed Basquiat – og han havde sine egne planer.
Basquiat blev nemlig ikke til den obligatoriske frokost. I stedet styrtede han af sted med et polaroidfotografi (som vi i dag ville kalde en selfie) i hånden. Og allerede før Bischofberger og Warhol havde tygget af munden, kom Basquiats forpustede assistent ind ad døren med et endnu vådt maleri. Basquiat havde lynhurtigt omsat fotografiet af ham selv og Warhol til et malet dobbeltportræt med titlen ’Dos Cabezas’, to hoveder.
Ifølge legenden udbrød Warhol: »Jeg er virkelig jaloux. Han er hurtigere end mig!«. Men Basquiat var mere end hurtig, kan man se, når man står over for maleriet i dag. Han var også ufattelig talentfuld, uforfærdet – og lykkelig for at møde Warhol. For han har fanget sit eget store smil (og mellemrummet mellem fortænderne), og håret står ud til alle sider. Warhol ligner også sig selv, med stirrende øje, storbybleg hud og en hånd, der lader, som om den holder hovedet.
