På Arken anlægger man lige nu en ny synsvinkel på magtforholdet mellem model og maler, eller mere præcist: mellem Pablo Picasso og de kvinder, der har fungeret som inspiration for mange af hans værker. Og det er da også på høje tid, at kvinderne får lov til at træde ud af rollen som rene muser.
Men museet er endt i den modsatte grøft, når man udelukkende fremstiller de fem centrale kvinder i Picassos liv som selvstændige og stærke. For når nu to af de fem begår selvmord, en får et seriøst psykisk sammenbrud, og kun en enkelt gifter sig igen, er der altså en pris at betale for at være ’elsket af Picasso’, som udstillingens titel lyder.
Måske det i virkeligheden mere var Olga Khokhlova, Marie-Thérèse Walter, Dora Maar, Françoise Gilot og Jacqueline Roque, der elskede Picasso, end omvendt? Serien af stormende forelskelser, erobringer og forsøg på at spille kvinderne ud imod hinanden forekommer i alle tilfælde på behørig afstand nærmest patetiske i deres iscenesættelse af maskulinitet.
Men for de involverede parter var det blodig alvor. Og med dette fokus på forholdet mellem Picasso og kvinderne opstår der desuden en række spændende spørgsmål til forholdet mellem værk og virkelighed, for hvad er det egentlig, vi forventer? Går vi ud fra, at vi kan læse Picassos malerier som sider i en dagbog? Og hvis vi kunne, hvis sandhed ville det så være?
