Jeg har vel mødt Nikolaj Znaider, med eller uden ’Szeps’, et halvt dusin gange hen over godt 20 år. Der har altid været tændt op under ham, han har danset på krudt og gløder. Han har været Solisten med stort S. Han griner i dag, når jeg siger, at jeg engang – garanteret mere end én – har kaldt ham en ’verdensbetvinger’ i avisen, for sådan var han, da han var ung. Han ville have det hele, og han så ud, som om han fandt det helt naturligt, at ambitioner på det niveau, hårdt arbejde og talent ville blive betalt tilbage med dividender.
Til september er det meningen, at Nikolaj Szeps-Znaider skal dirigere Mozarts ’Tryllefløjten’ på Det Kgl. Teater. Det er første gang, vi hører ham dirigere herhjemme, selv om han har en stor karriere ved Semperoperaen i Dresden, selv om han er et stort dirigentnavn i Sankt Petersborg, og selv om han næsten ikke kan vente med at komme af sted og tiltræde sit nye job som chef for symfoniorkestret i Lyon.
Vi har kendt ham som den verdensberømte violinist, og der er noget visiting royalty over, at han er her, om det så nok så meget er coronaen, der aktuelt binder ham til Danmark. Han har haft base flere steder i verden, Wien og Tel Aviv blandt andre, men han har været dansk folkeeje, fra han var 12. Han har optrådt og cd-indspillet med de store orkestre og dirigenter.
Men nu har han været i Danmark sammen med sin familie i mere end et par måneder i træk.
