Fra et lille gult hus følger de titusindvis af gæster nøje ...

I et gult murstenshus tæt på Orange scene sidder en højteknologisk hær af sikkerhedseksperter og følger 100.000 menneskers bevægelser og fester. Roskilde Festivals sikkerhedssystem er blandt de mest avancerede i Europa, men i de seneste år har festivalen også mødt kritik.

Blandt andet for at sætte for store kunstnere op på for små scener og for at skabe et utrygt pres blandt publikum. Sidste år kom kritikken opsigtsvækkende nok også fra tre af festivalens frivillige safety-værter, der tager sig af publikums sikkerhed under koncerterne.

Så hvad er der sket siden da? Og hvad skete der, da Icekiid, en af festivalens allerstørste danske navne, spillede en elektrisk koncert på Arena?

Vi gik bag kulisserne onsdag aften med Roskilde Festivals sikkerhedschef.

21.10: Manden i masten

Icekiid læner sig ud over scenekanten, mens søjler af flammer står op bag ham:

»Gi’ mig lov, gi’ mig lov til at danse med dig«.

Publikum lyser op som et bølgende rødt menneskehav. Deres ekstatiske hyldest slår tilbage mod scenen.

Pludselig gestikulerer en ung mand allerforrest blandt publikum. En safety-vært i gul vest læner sig udover barrieren og siger noget. Rækker en hånd ud. Der går et øjeblik. Alarm afblæst. Værten vender tommelfingeren op og trækker sig tilbage.

Artigeardit træder frem fra kanten af scenen, og omkring 34.000 hænder rækker op mod telttaget.

En ung mand er kravlet op i en af Arena-teltets master.

»Der er nogle af mine folk, som snart går hen og piller ham ned«, siger Roskilde Festivals sikkerhedschef, Morten Therkildsen, der står på et podie til højre for scenen og betragter menneskehavet.

19.57: Fra rød til gul Icekiid

’Beredskabskontoret’ kalder de murstensbygningen tæt på Orange, hvor det udenfor vrimler med folk i sandfarvede veste og bælterne fulde af walkie-talkies. Indenfor er væggene plastret til med storskærme og detaljerede kort over festivalpladsen. Morten Therkildsen står i en rød hoodie og studerer en skærm, der viser live video fra området omkring Arena, hvor publikum vælter til en halv time før koncerten. Det ligner en hektisk myretue.

I ugerne og månederne op til koncerten er der gennem dialog med bookere og musikere lagt et detaljeret puslespil for at vurdere de enkelte koncerters intensitet og publikumspres, forklarer Morten Therkildsen.

Alle koncerter er markeret med grøn, gul og rød, alt efter hvilket publikumstryk, festivalen forventer. Når den er rød, er der mest pres på.

Da Morten Therkildsen dagen før fik besked om, at den sydafrikanske stjerne Tyla havde aflyst, og at Icekiid blev flyttet væk fra den markant mindre Eos-scene, blev koncerten nedjusteret fra rød til gul.

»Det er jo ret godt for os, når det gælder sikkerhed«, siger Morten Therkildsen.

»Det har gjort livet nemmere for os, når de flytter den her koncert til en større scene«.

20.12: Proppen ved Arena

På den ene af de to store skærme kan man se, at området til venstre for Arena-scenen nu er sort af mennesker.

Morten Therkildsen vurderer, at koncerten kan nå op på omkring 75-100 procents kapacitet. Men der er stadig masser af plads, siger han.

Han vil have folk dirigeret over på den anden side af pladsen, hvor der stadig er tomme områder. Han rykker tættere på skærmen.

Foto: Thomas Borberg

»Det er den vej. Det er den linje, vi skal etablere. Det skal vi få gjort. Vi skal have nogle folk ud. Lidt hurtigt, ik?«, siger Morten Therkildsen til scenekoordinatoren.

Ordren ryger via headset videre til en kollega ude i menneskemængden, der nu skal forsøge at guide folk over mod stien på den modsatte side.

Denne koreografi af er et af de nye sikkerhedstiltag, der er kommet efter kritikken de seneste år.

»Vi har ændret designet på Arena, så vi kan fange folk, når de kommer ind fra Orange. Så folk ikke danner en prop«, siger Morten Therkildsen og udpeger ruten på skærmen foran os.

Og hvad med safety-værternes kritik. At de ikke var klædt godt nok på til at håndtere presset tæt ved scenen?

»Vi har omkring 900 frivillige, men selv når det bare er tre, der kritiserer os, er det stadig tre for mange«.

Siden sidste år har festivalen udvidet grundkurset for de frivillige safety-værter og sikret, at der er ledere ved scenen, som har den nødvendige erfaring.

»Men det er stadig overvældende at lande midt i det«, siger Morten Therkildsen.

»Det er også overvældende at være publikum. Det kan være svært«.

20.37: Moshpit zoom

Morten Therkildsen går langs Darupvej i retning mod indgangen til Arena. Vi passerer en ambulance med blå blink, der holder ved en indgang til festivalpladsen. Morten Therkildsen stopper ikke op.

Han bærer ikke radio. Ofte er han slet ikke selv til stede i den gule kommandocentral, når koncerterne afvikles.

»Jeg får et kald på telefonen, hvis der er noget, jeg skal bekymre mig om. Jeg er helt tryg ved, at jeg har de bedst trænede folk til at styre det her«.

I en skurvogn bag Arena er der flere storskærme. Her sidder Lisbeth Frederiksen, som gennem 10 år har arbejdet på festivalen som videokoordinator, hvor hun monitorerer publikums adfærd under koncerten.

Med et ryk på en joystick zoomer hun ind på den forreste del af publikum, hvor der er skabt et mindre moshpit.

Det er ingen grund til alarm. Hun vurderer publikums »densiteten« ved at analysere, hvor tæt de står inden for et afgrænset kvadrat.

»Vi kan se deres skuldre. Vi kan se deres rygge. Der er fyldt godt op. Men det er stille og roligt. De har bare en fest«, siger Lisbeth Frederiksen.

»Og så er det tidligt på dagen, så de er ikke så fulde endnu«.

21.31: Det tomme samarittelt

Ved pitudgangen vælter folk ud. Bare maver. Gennemblødte af sved og shots. De fortsætter det »olé olé olé«-råb, Icekiid har sat i gang fra scenen. Koncerten er forbi.

En safety-vært med rødt skørt under den gule vest vinker med begge hænder for at guide folk mod udgangen ved staldbygningerne. En ung kvinde, der har fået en albue i ansigtet under koncerten, holder papir op til ansigtet for at stoppe næseblod.

Morten Therkildsen går hen til hende og tilbyder hjælp fra samaritterne. Hun har ikke brug for det. Danser videre med vennerne. Ud fra teltmørket. Ind i det sidste aftenlys.

Skærmen i videovognen viser et snart tømt Arena-telt. I samaritteltet står feltsengene også tomme.

»Et tomt samarittelt er et godt samarittelt«, siger Morten Therkildsen.

Ved udgangen til backstageområdet går Artigeardit rundt med en telefon i hånden og spørger en safety-vært:

»Er Icekiid gået ud her?«

Fire security-folk i sandfarvede veste sidder ved berlinerborde og drikker kaffe.

»Når det er sådan her«, siger Morten Therkildsen og peger rundt på pladsen, hvor alt ånder ro.

»Så ved jeg, at min maskine kører«.