Men projektet endte også med at fortælle en historie om det indiske samfund, om religion, kastesystemet og de sociale klasser, der deler folk, og den hjemmelige nerve i køkkenet og maden, der forener mennesker.
»Jeg kunne godt have skudt 50 Ikea-køkkener hver dag, men det ville ikke vise byen, og hvor mangfoldigt samfundet er. Projektet varede i 2 uger, og på mit værelse hængte jeg et stort kort op, så jeg kunne sikre mig, at billederne repræsenterede hele byen«.
De eneste regler var, at han ikke ville fotografere sine venners køkkener, og der skulle ikke være mennesker på billederne.
»Hvis du tager portrætter af folk, som er fattige, så spiller du op til den stereorype fremstilling af Indien, som resten af verden er vant til. Hvis du I stedet viser fraværet af noget, så mærker du det på en anden måde. Når du ikke ser folk, tænker du mere over, hvem der bor her, og du går på opdagelse: Hvorfor er huset så lavt? Hvad er det for et billede i hjørnet? Hvilken mad spiser de? Det er ligesom at lægge et puslespil«.
