Ane, der er tidligere tøjdesigner, er iklædt en bluse med store huller på albuen og under armen. Jens har røde rifter på overarmen og et stort rødt krater der, hvor den sidste halve centimeter af hans tommelfinger burde være. Han spiser det lille guldborgæble i tre mundfulde.
»De er megagode. Men et æble som det her kan man ikke sælge i et supermarked. Fordi det har et hak. Det der har et mærke. Og det der er for lille«, siger Jens og peger på æblerne.
»Jeg kan ikke anbefale nogen at gøre det for pengenes skyld. Det er meget meningsfuldt, men ikke som forretning,« tilføjer Ane. »Der er masser af gode restauranter, der har en have. Men når det handler om selvforsyning, er vi det stædigste spisested, vi nogensinde har hørt om. Vi er også dumstædige. Det fås ikke stædigere. Og det er der en grund til.«
»Vi har været ved at give op 100 gange. Jeg har da været ved at gribe telefonen for at ringe til Christian F. Puglisi og sige: Hey, Christian, vil du købe en gård?«.
