’En syndig chokoladekage’. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har læst den sætning. Hørt ordet ’syndig’ blive brugt om desserter, kager, slik og andre vidunderlige sager i radioen, i tv og fra scener, når nogen har skullet beskrive en ret fra det søde køkken.
’Syndig’ er blevet nærmest nyklassisk madsprog, og ligesom jeg ikke har tal på, hvor ofte jeg har set og hørt det brugt, så har jeg ikke ord for, hvor meget jeg afskyr, når det sker. Hvor anfægtet og ked af det jeg som madelskende menneske bliver over at blande forbudthed – skyld og skam – ind i det, vi spiser.
Det er jo et kendt greb, når vi taler menneskelig nydelse, hvad enten den er erotisk eller har at gøre med indtagelse af det ene eller det andet dejlige, at hive syndsbegrebet ind fra højre. Ved at fortælle mennesker, der nyder, at de er amoralske og handler i strid med Gud eller den gældende orden, forsøger man at tøjle dem. En synder er et menneske, der overtræder reglerne – bryder med fællesskabets værdier. Synden perverterer mennesket. Vi gør noget syndigt, vi føler skyld, vi skammer os, og vi søger måske/måske ikke tilgivelse. Forlad os vore madsynder ...
Sproget er ladet med betydninger, sprog er magt, og derfor skal vi tænke os om, når vi jonglerer med det. Også i det søde køkken. Det er muligt, at brugen af ’syndig’ her blot skal dække over, at noget er særligt opulent, at det er den betydning, der har sneget sig ind under huden på os. Men det, vi reelt siger, er, at objektet, det lægger sig op ad, er forkert.
