Jeg har vel været 20-22 år, da jeg første gang stiftede bekendtskab med den lille franske madeleinekage. Litteraturvidenskabsstuderende, så som de fleste andre i den kategori tyggede jeg mig igennem Marcel Prousts mastodontromanværk, ’På sporet efter den tabte tid’, klassikeren (udgivet 1913-27), der udfolder det tidlige 20. århundreds kunst- og kulturhistorie gennem fortællingen om den unge mand Marcel og hans tilløb til at blive forfatter. Hen ved 4.500 sider fyldt med sprogblomster og vidunderlige metaforer.
For en frankofil fynsk pige og bogsluger var det lige sagen. Når jeg bruger verbet ’tyggede’, der ikke ligefrem lyder som en slugende nydelsesfuldhed, handler det mest om omhyggeligheden og langsommeligheden, jeg, der ellers er en hurtig læser, læste Proust med. De sindssygt lange sætninger – der kan sagtens gå en hel bogside mellem punktummerne – krævede noget af mig.
Og så var der alle madreferencerne, som jeg kunne dvæle længe ved, læse igen og igen for rigtig at forstå, hvad det var, kokkepigen Françoise satte på bordet for den unge bourgeois Marcel eller for dandyen monsieur Swann. Mentalt smage på alle retterne fra det fine franske borgerkøkken og ikke mindst på de kager og desserter, der optræder i romanværket.
For ud over at være en bogforslugen ung kvinde var jeg også særdeles sulten. Født madinteresseret. Og jeg havde brugt en stor del af min barndom på at bage kager. Danske kager, vel at mærke. Hindbærsnitter og smørkager og brunsviger og fragilité (jo, den er også pæredansk, men det er en anden historie), marmorkage, lagkage, sarah bernhardt (samme historie som fragiliteen), ostekage fra ’Karolines Kogebog’ – den med dessertkirsebær i gelé – æblekage, cremefyldte fastelavnsboller og linser.
