Tænder, der langsomt bider igennem eftergivende, smørskør bolle og våd glasur og registrerer hulrummet lige der, hvor kardemommedejen har hævet sig op over det cremefyldte indre, inden de blidt går igennem bollens bund. Vaniljecremens bløde godhed rammer tungen og sender tusind små signaler opad: genkendelse, lyst og vederkvægende vanillin ...
I tætte favntag med kakao, kardemomme og det vidunderlige smør, der minder os om, at alle smagsindtrykkene fra varmere himmelstrøg modtages klarest i hjemlighedens genkendelighed. Kærnet fløde og salte mineraler – i det indre smagsbibliotek står smørret kategoriseret under B for ’barndom’, ’baby’ og ’brystmælk’, og ord som ’smørtyve’, ’tandsmør’ og ’smørland’ står også der på hylderne. Og under dem en myriade af grønne danske marker, græssende køer og bedstemødre, der dufter af frisk mælk og nybagt brød.
Sådan er sæsonens første fastelavnsbolle. Et under at skue med fest og knas og krymmel ovenpå og med minder om hundredvis af fastelavnsboller og farmødre indeni. Hvert år, når vi rammer februar og fasten, sker det magiske igen; det kollektive kageritual gentages. Vi bager fastelavnsboller, som havde vi aldrig gjort andet, vi besøger byens bagere og fastelavnsbollefalbydende kaffebarer og konditorier og diskuterer det vigtige emne på sociale medier, i aviser, i busser og i kantiner: Hvor fås den bedste fastelavnsbolle?
Vi plager vores mor eller vores elskede om at bage, til vi kommer hjem, vi cykler omveje for at ramme den bager, hvis bolle vi bare må smage.
