Jeg havde engang en farmor. Det har jeg stadig i erindringen, hvor farmor bor side om side med alle de forsvundne dage, som et 41-årigt liv er fuldt af. Og derinde sidder farmor tungt i den plyssede røde stol, som jeg har lyst til at kalde hovedstolen.
Når jeg savner farmor og den tabte tid allermest, er det selskaberne, jeg først genkalder mig. Så bygger jeg farmors stuer op inde bag pandelappen og fylder dem med højryggede sofaer og konsolborde med blondeduge og blomsterdekorationer og ventende cigarkasser fulde af sort-hvide fotos af alle dem, der var før mig.
Og når møblerne er på plads, inviterer jeg farbrødre og faster og fætre og kusiner indenfor – fastfrosne i en aldersløs tid, hvor jeg bestemmer, hvor gamle de hver især er.
Til sidst dækker jeg bord med alle farmors fornemmeste kager. Naturligvis er det lagkagerne, der først får plads på langbordet i mine memoirer ...
