Krisekager. Et ord, jeg har haft i hovedet i på det seneste. Egentlig dækker det den type sødt bagværk, man bagte i besættelsestiden; kager, som bar præg af smalhals og råvaremangel og deraf følgende hittepåsomhed. 1940’ernes krisekager var rørt af margarine, kogte kartofler og mandel- og vaniljeessens; smør, sukker og ægte krydderier var mangelvarer.
I disse dage, hvor corona sætter sine rasende spor verden over, er ’krisekage’ blevet noget helt andet. For midt i krisen bager vi danskere kager i en grad, jeg sjældent har set. Overalt i mit Instagram-feed er der hjemmebag. Gammeldags skærekager, snaskede snegle, krydrede bananbrød og cookies med chokolade, så det driver.
Vi holder frygten fra døren ved at bage trygge velkendte kager, og vi bruger noget af al den tid, vi normalt ville have lagt i arbejds- og fritidsliv, på at gå i køkkenet. Og der ligger måske en særlig omsorg i netop det søde køkken. For kager og desserter er ikke livsnødvendige for vores overlevelse, sådan som rugbrød, havregrød og kartofler er det.
Det søde er det vidunderlige kostmæssigt unødvendige, der kaster nydelse, glimmer og glæde ud over os. Får os til at glemme alle bekymringer i de timer, hvor hjernen og hænderne er rettet mod røreskålen og køkkenvægten, og giver os så megen fornøjelse undervejs, og når vi sætter de fabelagtige frembringelser til livs. I det søde køkken kan vi forkæle vores nære familie, os selv, eller hvem vi nu er lukket inde i coronavirkeligheden sammen med. Der er omsorg og kærlighed i at bage, simpelthen.
