I weekenden bagte jeg brunsviger. Det er der sådan set ikke noget bemærkelsesværdigt i, for jeg bager jo ofte og er som oprindelig fynbo glad for ’fynsk pizza’.
Det mærkelige var at bage en kæmpestor fællesskabskage, som sådan en bradepandebrunsviger jo er, og vide at, den kun var til min lillebitte husstand på tre. At vi står midt i en kæmpe og uoverskuelig krise, der gør, at vi alle sammen holder os inden døre og hver for sig. Der ville ikke lige komme venner eller familie forbi til eftermiddagskaffe med blødt brød til, for ligesom du og jeg har de forskanset sig i lejligheder og huse med deres computere, telefoner og tv-aviser, der hver dag fortæller angstfremkaldende nyt fra coronavirkeligheden.
Måske netop derfor var det brunsviger, jeg havde lyst til at bage. Sådan en stor, tryg farinsnasket gærkage fra min barndoms Sydfyn, som ville gøre verden en lille smule mindre uhyggelig.
Jeg ville jage utrygheden væk ved at bruge hænderne og mærke gærdejen blive mere og mere smidig, mens jeg æltede.
