Det er tidligt på vinteren, færgen lægger fra kaj i Hasvik. Efter et besøg hos venner er jeg på vej hjem til Danmark. Maskinen i færgens cafeteria accepterer ikke mine betalingskort, jeg kan ikke give Ørnulf og hans kone en kop morgenkaffe. De har givet mig et lift, de skal til Tromsø, jeg til Narvik og videre sydpå med toget.
Fra dækket spejder vi efter spækhuggere som ikke er usædvanlige på disse kanter. Jeg har ikke set dem før, det har Ørnulf, han har et havfiskefirma på Sørøya og sejler lystfiskere ud for at fiske efter stor torsk, havkat og helleflyndere. Vi kigger efter mågeflokke, de afslører sildestimer – og dermed måske hvaler.
Men Øksfjorden er helt stille. I dybet under os kravler Kongekrabber som dem vi fik et festmåltid ud af dagen før. Fjeldene stiger brat fra fjorden, over os troner en snedækket Øksfjordjøkel, gletcheren som er et yndet mål både sommer og vinter. Ørnulf fortæller at flere turoperatører i området tilbyder hundeslædeture og guidede skiture på fjeldtoppene i Øksfjord og Jøkelfjord. Dét vil jeg tilbage og prøve.
Vejen går over fjeldovergange og langs fjordarme. Pludselig standser Ørnulf bilen. ’Dér er en hvalsafari’. Tre små både ligger på række i den smalle fjord, vandet koger af sild, spækhuggere bryder rytmisk havoverfladen mens de tager for sig af frokosten. I kikkert ser jeg betaget på de store dyr.
