Næste morgen er det netop Friederike Bauer, der er uddannet geolog, som sejler vores gruppe på 12 mand en tur i en såkaldt polarcirkelbåd rundt i det 7-10 kilometer brede vulkankrater, som blev skabt, da vulkanen på øen gik i udbrud for 10.000 år siden. Et enkelt sted i kraterkanten er der et hul, og derfor er der flydt saltvand ind gennem hullet, hvilket har skabt en 170 meter dyb lagune i øens midte.
Deception Island fik sit navn, da de to britiske sømænd William Smith og Edward Bransfield opdagede den i 1820. De troede først, at de havde fundet endnu en ø i øgruppen Sydshetlandsøerne, men da de fik kæmpet sig op til toppen af den bjergkæde, der omkranser øen, forbløffede det dem, at de kiggede ned i et stort vandfyldt vulkankrater, og de døbte øen Deception Island – bedragets ø.
Friederike Bauer viser os de forskellige lag i bjergsiderne, sorte striber lava med sne og is ovenpå, og forklarer, at den gule farve, som ses nogle steder, skyldes svovl i jorden, hvilket også kan lugtes, når vi kommer tæt på. Et sted på stranden stiger hvid røg op af en revne i sandet, et tydeligt bevis på, at vulkanen stadig er aktiv.
»Prøv at se her, der er bobler i vandet«, siger Friederike Bauer og stopper motoren bag på den store sorte gummibåd. Vi kigger ud over kanten og ned i vandet, som ganske rigtigt er fyldt med små bobler. Der er liv i undergrunden her på bedragets ø.
