For gud ved hvilken gang i løbet af de sidste par timer holder jeg inde og spørger mig selv, hvorfor i alverden vi forestillede os, at var en god idé at bestige det højeste bjerg i Wales med tunge rygsække på.
Der er tydeligvis ikke andre, der har været så dumme.
Folk på vej nedad stirrer på os med lige dele respekt og medlidenhed, og begge dele varmer lidt. Men efter tre dages vandring gennem højlandet – og nu et par timer i selskab med Mount Snowdon – føles mine ben og skuldre, som om de er blevet tævet med baseballbats, og flygtige blikke fra fremmede får ikke det til at gå væk.
Jeg vender mig om og fæstner blikket på et af de steder langt under os, hvor vi, for hvad der føles som hundrede år siden, gjorde holdt for at få et stykke tobak og en dram at styrke os på. En flok myremennesker befinder sig lige nu omtrent samme sted.
