Gustav og jeg har aftalt at bestige den 930 meter høje top Krintofjell for at slå tiden ihjel, mens den anden halvdel af familien rider rundt. Men vi behøver jo ikke at gøre det. Vi kan også bare tage hjem til vores lune glampingtelt, lytte til regnen på teltdugen, hygge med iPad, bøger, slik og en øl til far. Why not?
Men et splitsekunds viljestyrke melder sig. Jeg skal vise min søn, at man gennemfører, hvad man sætter sig af mål. Ikke lader tvivl og magelighed stå i vejen. Så pyt med, at mine bukser er drivvåde.
»Fuck it, vi gør det!« siger jeg og drejer til højre op ad vejen frem for til venstre ned mod dalen.
Gustav har regntøj på og jeg regnjakke, og vi har begge vores stort set ubrugte vandrestøvler på, som vi købte i den lokale friluftsbutik, da flerdagsregnen overrumplede vores kufferter med sandaler og sneakers. Københavnerne havde ikke helt tænkt over, at de skulle bo i en våd skov uden for lilleputbyen Bø, som har vist sig at være det perfekte udgangspunkt for naturoplevelser i Telemarks fjelde, to timer vest fra Oslo.
