Her fik vi lært, hvordan man står op i pedalerne og pumper op og ned, dels for at tage bumpene på den rigtige måde, dels at få sat fart på cyklen uden at skulle pedalere. Vi lærte også, hvordan man skal lægge sig højt i starten af et sving og lade kroppen følge den skrå vinkel, som cyklen automatisk får igennem en skarp kurve.
»En hjælp til at få kroppen placeret rigtigt i svinget er at dreje hovedet i svingets retning, så man ligesom kigger ud af svinget og dermed samtidig får et overblik over hvilke strabadser, der møder en, når man kommer ud af svinget«, som Mattias Lundgren udtrykte det.
Da han tilsyneladende var tilfreds med sine elevers formåen, introducerede han os for tre hopbaner med tre hop på række i sværhedsgraderne grøn, blå og rød. Her lærte vi, hvordan man – udover forhjulet - også får løftet baghjulet på vej over et hop. Ligesom på et skihop strækker man benene ud som en fjeder og trykker samtidig let ned på styret for at bevare kontrollen over cyklen.
Vores sønner nåede hurtigt at prøve kræfter med den røde kategori, mens vi forældre fandt det mere sikkert at blive på den blå.
