Søsyge er et universelt sprog.
Det opdager vi om bord på en speedbåd, som har kurs mod den lille ø Dhigurah i Maldiverne sydvest for hovedstaden Malé. Speedbåden er fyldt til randen med poser, madvarer og tasker, og når vi flyver over en bølge, rasler varerne i kasserne omkring os.
Min mand Rasmus, som er den mindst søstærke af os, bliver mere og mere hvid i hovedet, mens bølgerne får båden til at danse. Lige nu virker drinks i poolen, luksuriøse resorter og alt det, som Maldiverne er kendt for, til at være længere væk end nogensinde.
Over for os sidder en lokal mand og holder om sin lige så søsyge kone. Han nikker først i retning af sin kone og så mod Rasmus med et lille smil. Det er tydeligt, at vi begge har fået rollen som ’hjælper-til-søsyg-ægtefælle’, og da båden fire timer senere lægger til mellem fiskebådene i Dhigurahs havn, deler vi et taknemmeligt blik over at se landjorden igen.
