Jeg orker ikke mere. Vi skal gøre et eller andet«. Omtrent sådan husker jeg mine ord, da jeg på femtedagen af vores rejse gik omkuld i sofaen. Det var april, og min kone og jeg var taget til Athen med vores to små børn. Den ene på fem måneder, den anden to et halvt år gammel.
Det skulle være en eventyrlig storbyferie med Akropolis, strøgture, lækker mad og gensyn med græske venner, der så frem til at møde vores børn efter to år med coronakaos. Ren afslapning – sådan havde vi forestillet os det. Sådan blev det ikke.
For i en by, hvor de hullede fortove får selv den bedste klapvogn til at slå bremserne i, og hvor spisetiderne matcher elendigt med et dansk børneliv, stod vi pludselig med mange nye, svære udfordringer. En smertefuld indrømmelse for to storbyrotter som min kone og jeg – vores forhold er i høj grad formet af rejser til alt fra Tokyo over Beirut og Istanbul til Shanghai.
Nu stod vi pludselig her og talte åbent om, hvad i alverden vi havde forestillet os. Hvad havde vi gjort galt?
