Røde lamper blusser op og forsvinder ind i mørket. Sporadiske firkanter afslører folk i hvide skjorter og store kraver med ansigtet i profil lyst op af Excel-ark. Lyden af svømmetag klasker frem og tilbage mellem det sorte glas og de lyse fliser på gulvet. En familie i badetøj taler japansk i den ene ende af rummet. Jeg hører kun brudstykker af snakken, når mit højre øre bryder vandoverfladen i hvert andet svømmetag.
Jeg har egentlig skiftetøj med op ved poolen, men beholder badekåben på. Tøflerne er af den hvide engangs-slags, der føles som bølgepap med et frottélagen syet rundt om sig. Der er stille på hotellet. Den statiske elektricitet hober sig op under fødderne i mødet mellem tøflerne og gulvtæppet.
På den anden side af de rektangulære ruder er byen også stille. Ramen-køerne er forduftet, og de sidste underligt grønne softice er spist. Little Tokyo puster ud og lader op.
Hotel Nikko er stort og gråt og kantet. Suntory-whiskyen står klar, og musikken i receptionen er lounget. Den enorme bygning åbnede på Immermannstraße i 1978, hvor den ene halvdel af byggeriet blev til Deutch-Japanisches Center, og den anden del til Hotel Nikko med sine 393 værelser. Et japansk epicenter.
