Store sorte pointtavler summer i alle fire hjørner af den gigantiske norske håndboldhal. Det er finaletid. Tribunerne fyldes op. En hektisk stemning spænder sig fast mellem gulv og loft.
Jeg bliver fanget i strømmen af en gruppe bumsede teenagere i Adidasbukser. De larmer. Alle larmer. Klapper. Holder om hinanden.
En ung fyr med frisk fade har sat kasketten baglæns. ’Parmigiano reggiano’ står der broderet i guldskrift. Høje hvide kokkehuer stavrer rundt i forgrunden, og nyhedshold med lyseblå, røde og gule vindhætter på mikrofonerne jagter ostemennesker i forklæder for at få en kommentar, inden slaget skal stå.
Jeg får øje på et par, oppe i årene med hver sin stok, der skriver autografer på en stor parmesanost af plastik. De har en aura om sig. En ro i mylderet. Alle lægger mærke til dem, men ingen henvender sig, da de svæver gennem folkemængden i den stik modsatte retning af alle andre.
