Tag med op til Europas højest beliggende togstation

Som en lille rød orm kravler toget langsomt op igennem bjerget. Ikke uden på, henover eller på siden af bjerget. Men indeni. 9,3 kilometer op gennem Eiger- og Mönch-bjergmassiverne i Jungfrau-regionen i schweiziske Bernese Oberland. Undervejs kryber stigningen helt op over 25 procent, hvorfor det er en såkaldt tandhjulsbane, som hjælper med at trække vognene op, når det er allermest stejlt.

Endestationen er Jungfraujoch i 3.454 meters højde, Europas højest beliggende togstation, som bliver besøgt af en million mennesker om året. Heroppefra er udsigten så betagende, at for mange besøgende er det en af den slags oplevelser, der står på listen over ting, der skal opleves, mens vi er her på Jorden. Her er koldt, den årlige gennemsnitstemperatur er minus 7,9 grader,

Til den ene side ligger den enorme Aletsch-gletsjer, 22 kilometer lang og 900 meter tyk og det europæiske fastlands største gletsjer. Og på Unescos verdensarvsliste. På den anden side er der panoramaudsigt over bjerge og dale. Det hævdes, man på dage med krystalklart vejr kan se helt til bjergkæden Vogeserne i Frankrig og til Schwarzwald i det sydvestlige Tyskland.

Bag det 4.107 meter høje Mönch-bjerg gemmer sig en dal med byen Grindelwald, hvorfra turen op til Jungfraujoch begyndte tidligere på dagen. Her åbnede en ny state-of-the-art-kabelbane i 2020, som kan sende besøgende op til Jungfraujoch på kun 45 minutter mod 1 time og 30 minutter, som det tager med tog hele vejen. Først med den nye kabelbane fra Grindelwald til stationen Eigergletscher og derfra videre op gennem bjerget med den lille røde tog.

Et skrupskørt projekt

Fra toget med de grønne vægge og vinrøde sæder kan man undervejs mod toppen kigge ud på de mørke, rå klippevægge og fundere lidt over, hvilket utroligt ingeniørpåfund, der ligger bag bygningen af en jernbane inde i et bjerg. Bagmanden var industrimogulen Adolf Guyer-Zeller, der i 1893 fik den vanvittige ide at konstruere en jernbane gennem Eiger- og Mönch-bjergmassiverne til toppen af Jungfrau-bjerget. Planen var at skabe de bedst mulige forudsætninger for at udvikle turismen i området, hvor de første i 1690 kom til byen Grindelwald nede i dalen, og det første hotel åbnede i 1820.

Projektet var så skørt, at han konstant fik at vide, at det var umuligt. Men det gjorde kun Adolf Guyer-Zeller endnu mere determineret i forhold til projektet, der begyndte i 1896 og stod færdigt i 1912. Undervejs døde 30 arbejdere, og den endelige pris lød på 16 millioner franc. Dobbelt så meget som budgetteret. Selv døde Adolf Guyer-Zeller i 1899, så han så ikke sit livsværk færdiggjort eller fik lov til at sige ’hvad sagde jeg’ til sine kritikere.

Den engelske togglobetrotter Chris Tarrant, kendt fra ’Ekstreme togrejser’ på DR2, har kaldt selve tanken om at bygge en togbane inde i et bjergmassiv for »pretty bonkers«, men anerkender det som »et stykke utroligt ingeniørkunst«.

En anden engelsk togkapacitet Mark Smith, der står bag togsitet Seat61.com, beskriver Jungfrau-banen som »en af Schweiz’ mest utrolige togstrækninger« – og der er ellers nok at tage af – og en jernbane, der giver dig den mest spektakulære udsigt ud over Alperne.

Plads til de lokale

Allerede i 1913, det første år, hvor der var fuld gang i turen op til Jungfraujoch, tog over 42.000 gæster op til toppen. Før corona lå det tal omkring en million, men det faldt til 380.000 i 2020, primært var lokale schweizere.

Sådan har det også været i 2021, hvor det stadig kun er et fåtal ikke-schweizere, der tager toget. Blandt de lokale er ægteparret Marc og Yaël Zinniker fra Zürich og deres to børn på 12 og 7 år. Parret har begge været oppe på Jungfrau som børn, og de har besluttet sig for, at de vil vise stedet for deres egne børn også. For Jungfraujoch er noget helt særligt for schweizerne, siger Marc Zinniker.

»Udsigten er fantastisk og historien, byggeriet og infrastrukturen er vildt fascinerende«, siger Marc Zinniker, mens vi står i mylderet ved ankomstområdet på toppen.

Marc Zinniker mener, at det var nu eller aldrig i forhold til at opleve Jungfraujoch.

»Der er ikke særligt mange turister lige nu. De kommer nok igen i 2022, så vi tænkte, at det var en god mulighed nu. Det er heller ikke en tur, men man tager på hver uge, for det er hamrende dyrt«, siger Marc Zinniker og henviser til de 1.200 kroner en returbillet for en voksen koster – dog billigere, hvis du er schweizisk statsborger.

Et tivoli i bjergene

De 1.200 kroner dækker dog ikke kun togbilletten, men også adgang til det underholdningskompleks, der udgør Jungfraujoch. Heroppe er der både et ispalads og et område dedikeret til alle oplevelsesmuligheder i regionen. Man kan også gå den 45 minutter lange tur henover sne og is til Mönchjoch-hytten. På travle dage ligner det en motorvej af myrer, der bevæger sig op til hytten. Alt er noget med verdens højeste heroppe; verdens højest beliggende postkasse, verdens højest beliggende chokoladebutik, verdens højest beliggende urbutik.

Her er syv restauranter med i alt 780 siddepladser, heriblandt spisestedet Bollywood, der indikerer, at 70 procent af de besøgende i normale tider (læs: før corona) kommer fra Asien. Især indere, der har et ømt forhold til Schweiz som et paradis for lykkelige køer. Derfor er også mange Bollywood-film blevet indspillet i området omkring Grindelwald, indtil de flyttede til Østrig, hvor indspilningsomkostningerne er lavere. Og køerne lige så glade. Bedst er den lille udstilling, der fortæller historien om, hvordan jernbanen blev bygget.

Du bør sætte tre timer af til dit besøg på Jungfrau, hvis du vil nå det hele. Det fortæller guiden Sepp Erni, en pensioneret ingeniør fra det schweiziske flyvevåben, der siden 2007 har været oppe på Jungfrau 300 gange med gæster. Hvad tænker han selv om stedet? Hvad finder han fascinerende?

»Det er hele pakken«, siger han efter at have spekuleret lidt i stilhed.

»Tænk at få den ide at bygge en jernbane, der kunne køre herop. At have entusiasmen og den ingeniørmæssige kunnen og aldrig give op, selv om der hele tiden kunne gå noget galt«, siger Sepp Erni med tanke på de to års pause, der var i byggeriet mellem 1905 og 1907, da pengekassen var tom.

Da vi er færdige på Jungfraujoch, triller vi ned igennem bjergets mørke igen. Stopper først på Eigergletscher-stationen, så gondolfolket kan stå af, og kører så videre mod stationen Kleine Scheidegg. Selvfølgelig er det smart og hurtigt at blæse op og ned med kabelbanen, men med toget, den originale måde at transportere sig i bjergene på, går det dejlig langsomt. Vi slanger os ned ad de bløde bakker med en legendarisk bjergklatrevæg, der rejser sig næsten 1.800 meter lodret op mod himlen til højre, mens lykkelige køer græsser med deres bimlende koklokker til venstre side.

Af sted med tog

Et par dage senere vågner jeg og stiller mig ud på min terrasse på hotellet i Grindelwald og får som hver morgen et chok. Jeg har endnu ikke vænnet mig til bjergene, der er så direkte og massivt, næsten anmassende og klaustrofobisk, til stede i den lille bjergby. Det er ikke som andre steder i Alperne, hvor bjergene stille rejser sig i horisonten. Her står de som lodrette, massive vægge lige foran en, så man næsten føler sig mast, mens det samtidigt er så forbasket smukt.

Oppe ved Eiger-væggen ser jeg et af dagens første tog snegle sig af sted fra Grindelwald op til Kleine Scheidegg. Det er ligesom at stå på en banegård og have puttet en mønt i modeljernbanen.

Området omkring Grindelwald er et rent Shangri-La for folk, der interesserer sig for tog. Jungfrau-banen alene er en pilgrimsfærd værd, men derudover findes seks andre togstrækninger eller kabelbaner (se boks), der kombinerer ingeniørarbejde med naturscenerier på den mest utrolige måde.

Jeg har planlagt at bruge hele dagen på disse ruter, så efter morgenmaden går jeg om bord i toget op til Kleine Scheidegg. Samme rute, som jeg et par dage tidligere er kommet ned fra Jungfraujoch med. Der har nu lagt sig en dyne af tåge over dalen og toget forsvinder ind i det fugtige, grå mørke som en lille farvet kålorm.

Lige før Kleine Scheidegg forsvinder tågen, og vi kører ind i et solbeskinnet alpelandskab. De brune efterårsbakker ligger badet i lys med hvide bjergtoppe i baggrunden.

Smukt er en underdrivelse

På stationen skal jeg skifte tog og sætter mig i efterårssolen med en kop kaffe. Luften er kold, solen er varm og oppe til venstre for mig troner Jungfraujoch og venter på dagens rykind af turister.

Fra Kleine Scheidegg kører jeg nedad mod Wengen med verdens længste tandhjulsbane, Wengernalp Railway. Ud ad vinduet kan jeg se vandrere og mountainbikere på tur. Det skurrer og hviner i kurverne, når toget bugter sig nedad. Jeg sidder i venstre side og kan se, hvordan tågen har lagt sig ude ved Mürren på den anden side af Lauterbrunnen-dalen, der ligger på kanten af en flere hundrede meter høj bjergvæg. Det ville være en underdrivelse at kalde det smukt. Jeg tænker, at det er en foræring, at man kan sidde i det, der grundlæggende er et pendlertog, og se vilde landskaber passere forbi.

I Wengen står jeg af og tager endnu en kop kaffe. Byen er bilfri og dermed bemærkelsesværdigt stille. Toget er sammen med en lille stejl og snoet bjergvej den eneste trafikale forbindelse til omverdenen.

Videre ned fra Wengen bliver det smalt og stejlt med de mest utrolige hårnålesving og små tunneler i bjergsiden. Da vi nærmer os Lauterbrunnen nede i dalen, kan jeg se det utrolige Staubbach-vandfald på 297 meter, det højeste vandfald i Schweiz, plaske ned ad bjergsiden.

Den lille station i Lauterbrunnen er et effektivt forbindelsesled til andre togoplevelser. Herfra kan du komme op til Mürren. Du kan tage videre med toget tilbage til Grindelwald. Du kan køre mod knudepunktet Interlaken og undervejs med turisttoget op til Schynige Platte eller op til Harder Kulm.

Selv skifter jeg tog i Interlaken. Forlader togparadiset, da jeg kører hen over en irgrøn flod, der forbinder søerne Brienz og Thun og videre til Zürich.