Flere og flere tanker plantede sig i Peter Mejlvangs 15-årige jeg, der i forvejen var et virvar af hormoner. Tanker, som blev til en tvivl, der rodfæstede sig i sindet efter opholdet på en efterskole.
Det blev pludselig meget ubehageligt at være i omklædningsrummet med dem, som han ellers havde gået op og ned ad, siden de første gang mødtes over en flad, læderbold på skolegårdens asfalt i Nexø.
En gang imellem slyngede de ord ud som ’svans’ og ’bøsserøv’, og det havde han egentlig aldrig tænkt videre over. Det var bare noget, som langsomt var blevet en del af deres ordforråd, uden at han helt vidste hvorfor. Men ordene begyndte at skabe et ubehag i ham, da han kom tilbage til sin barndomsklub efter opholdet på efterskolen. For på efterskolen havde Peter Mejlvang mærket, at han nok ikke havde samme interesse for piger, som de andre drenge havde. Derfor føltes ordene ikke længere som henkastede i kampens hede, når han selv var i tvivl om sin seksualitet.
Mest af alt var han bange for, hvordan hans fodboldvenner ville reagere, hvis han blev afsløret i sin tvivl. For der var så meget ved at være homoseksuel som ikke hang sammen med fodbolden. Troede han.
