0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Champions League

Klubber lammer sig selv, når de gør deres tidligere legender til trænere

Manchester United har sagt farvel til Ole Gunnar Solskjær, mens Barcelona har hyret Xavi som træner. Klublegender har kortere vej til chefposten, men det medfører flere risici.

23. november 2021
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det var et usædvanligt interview.

Oftest er der ingen kærlighed at spore, når en fodboldklub fyrer en træner efter en periode med tristesse: hule høflighedsfraser på en hjemmeside. Et tak for samarbejdet ved siden af et koldt klublogo. Et held og lykke i fremtiden, mens frustrationerne skriger mellem linjerne, for alle ved, at det handler om alt det, der ikke står direkte.

Men søndag offentliggjorde mægtige Manchester United både en varm tekst og et usædvanligt kærligt interview med en træner, klubben sagde farvel til. Ole Gunnar Solskjær. Nordmanden, der gjorde sig selv til en legende i den engelske storklub, da han som en sjældent farlig indskifter med et utrolig drenget ansigt sparkede Champions League-titlen hjem i 1999. Og ham, der i 2018 lod sig hyre til at stabilisere den uroplagede klub, men efter små tre år som manager viste sig underkvalificeret til jobbet.

»Jeg går ud ad fordøren«, slog Ole Gunnar Solskjær fast i det varme farvelinterview på Manchester Uniteds kanaler:

»Alle ved, at jeg har givet alt for den her klub. Den betyder alt for mig, men desværre kunne jeg ikke skabe de fornødne resultater. Så det er på tide, at jeg træder til side«, sagde Solskjær og gav midlertidigt opgaven videre til assistent Michael Carrick, et andet klubkoryfæ, der i dag dirigerer det rødklædte hold i en vigtig Champions League-kamp mod Villarreal.

Selv om Solskjær rådede over en stærk trup med stjerner som Cristiano Ronaldo, Bruno Fernandes, Paul Pogba, Raphaël Varane og David de Gea, efterlader han sin hjerteklub på en 8.-plads i Premier League – og under pres i en ellers overkommelig Champions League-gruppe. Netop det står tilbage som historien om nordmandens trænertid i klubben. Trods enkelte flotte kampe, et par gode perioder og en 2.-plads i England sidste sæson, langt bag byrivalerne fra Manchester City, har han aldrig for alvor forløst holdets potentiale.

Han har manglet et klart koncept, mens klubben har manglet en klar plan. Derfor er det også helt efter fodboldbogens principper, at Manchester United søndag fyrede Ole Gunnar Solskjær efter et 4-1-nederlag til Watford – eller lod ham selv træde til side, som det officielt hedder sig, når der er tale om en klublegende.

Fire legender, der vendte tilbage og fik succes

Tiki-taka-mesteren

Pep Guardiola. Spanieren tilbragte fra 1984 17 år som spiller i FC Barcelona, inden spillerkarrieren blev neddroslet. I 2007 vendte Guardiola tilbage til Barcelona, og efter blot én sæson som reserveholdstræner blev han forfremmet og afløste Frank Rijkaard. Med den bedste klubtrup i nyere tid, der inkluderede ikonerne Lionel Messi, Xavi og Andreas Iniesta, forfinede Guardiola spillestilen, og tiki-taka-systemet med vægt på korte afleveringer og konstant bevægelse gik sin sejrsgang. Guardiola høstede på 4 år 3 spanske mesterskaber og vandt Champions League 2 gange.

Pragmatikeren

Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

Antonio Conte. 13 sæsoner og 420 kampe blev det til for Conte på Juventus’ centrale midtbane, inden han gik trænervejen og via mindre jobs i blandt andet Atalanta og Siena landede chefjobbet i Juventus i sommeren 2011. Contes pragmatiske tilgang løftede den store Torino-klub ud af middelmådigheden, og den første af 3 Serie A-titler på stribe inkasseredes i første sæson. Conte fik reetableret klubben i toppen og lagde bunden til en uhørt række på 9 Serie A-titler på stribe, mens det var hans efterfølger Massimiliano Allegri, som førte Juve til 2 tabte finaler i Champions League.

Den karismatiske

Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

Diego Simeone. Argentineren nåede i 5 år som spiller i Atlético Madrid at vinde et mesterskab og en pokaltitel, men tog revanche, da han 6 år efter sit spillerstop i Madrid vendte tilbage som træner i 2011. Som chef for mange tidligere holdkammerater brugte den tidligere anfører sin karisma og den hårdhed, han selv repræsenterede som spiller, til at gøre Atlético til en international magtfaktor. Klubikonets første triumf kom i Europa League-finalen den samme sæson, han tiltrådte. Derefter fulgte det første spanske mesterskab og den første af to bitre CL-finalenedture mod Real.

Retur med problemer

Zinedine Zidane. Hvor utroligt det end lyder, så var franskmanden målt på titler en større succes i Real Madrid som træner, end han var som spiller. Hans ikoniske sejrsmål i Champions League-finalen i 2002 vil – som de 3 CL-finalesejre på stribe 2016-2018 – stå i annalerne en rum tid endnu. Mørbanket af knap 3 års konstant pres vendte Zidane Real i sommeren 2018 Madrid ryggen, men vendte tilbage året efter med mindre gennemslagskraft. Hans filosofi om, at spillerne frit kunne udtrykke sig, var ikke længere gangbar.

Klubkoryfæer får en forlomme

Men der er lektier at drage af norske Ole Gunnar Solskjærs tid hos mastodonten. Mange af dem kredser om et fænomen, der hyppigt optræder i fodbolden, hvor følelser og forretning forsøger at finde hinanden i en fælles rytme. Det er en svær dans.

Jævnligt lader lederne de varme følelser vinde over den kolde fornuft, når de ansætter koryfæer som chefdirigenter, uden at de tidligere topspillere har den store rutine på sidelinjen. På grund af deres historik i klubben får uprøvede trænere chancen frem for mere erfarne navne. En forlomme baseret på spillermeritter.

Det seneste markante eksempel er Xavi, som efter et par succesrige trænerår i Al Sadd fra Qatar nu står i spidsen for kriseramte FC Barcelona. Klubben, han var synonym med gennem godt 15 gyldne år. Efter en sejr i sin første kamp som cheftræner for den catalanske storklub skal han i dag føre holdet til sejr i en central Champions League-kamp mod Benfica.

Logikken bag de store trænerjobs til klublegender er simpel: Fodboldforretningerne vil glæde fansene og håber, at de tidligere topspillere viser sig at være lige så dygtige i taktiklokalet, som de var på banen. Men det er et sats. Det viste blandt andet historien om Ole Gunnar Solskjær.

Det var givetvis fint at få ham ind til at genopbygge klubkulturen, efter at José Mourinho ifølge talrige iagttagere havde smadret den eftertrykkeligt. Solskjær kendte den indefra, han var opdraget i den, og som stor fan ville han knokle døgnet rundt for at gøre fundamentet solidt og genindføre Alex Fergusons ånd. Men da han så skulle bygge et klart spilkoncept herpå, var han og klublederne omkring ham ikke dygtige nok. Både Manchester City, Liverpool og Chelsea har et meget tydeligere udtryk på banen.

Retur som fiaskoer

Rekordholderen

Frank Lampard. Chelseas mest scorende spiller (211 mål) terroriserede i 13 sæsoner modstanderne, mens hans tilbagevenden som uprøvet manager på allerhøjeste niveau gik galt. Efter et år med succes i Derby i den næstbedste række var forventningerne til Lampard enorme, men han holdt kun halvandet år. Klubledelsen stod for spillerindkøb, og de bekymrede sig ikke om Lampards ønsker. I stedet gik Chelsea fra Premier Leagues førsteplads i starten af december 2020 til en plads midt i rækken i januar 2021. Og så var det slut, når nu den taktiske værktøjskasse også var for let.

Verdensmesteren

Eric Gaillard/Ritzau Scanpix
Foto: Eric Gaillard/Ritzau Scanpix

Thierry Henry. 20 år er lang tid. Det måtte franskmanden sande, da han vendte hjem til AS Monaco som træner kort inde i sæsonen 2018/2019. Som spiller havde verdensmesteren i 1990’erne etableret sig som stjernen i klubben og blev siden en gigant i Arsenal og Barcelona, men som træner havde han kun marginal erfaring fra en rolle som assistent på det belgiske landshold. Efter 4 sejre i 20 kampe smed de franske vicemestre legenden på porten med udsigt til en nedrykning, som klubben lige akkurat undgik med Henrys forgænger – og efterfølger – Leonardo Jardim ved roret.

Fyret efter 67 kampe

Albert Gea/Ritzau Scanpix
Foto: Albert Gea/Ritzau Scanpix

Ronald Koeman. Hollænderens sejrsudløsende mål efter en frisparkskombination i Champions League-finalen i 1992 på Wembley i den forlængede spilletid mod Sampdoria har signifikant betydning i FC Barcelonas historie: Barça kunne omsider sætte det trofæ, som ærkerivalen Real Madrid havde været eneste spanske klub til at vinde, i skabet. Som træner vil Koeman trods sin massive erfaring gå over i historien som en fiasko. I en klub præget af indre kaos startede han med svære odds, der kun blev dårligere med talismanen Lionel Messis forsvinden. Fyret i oktober 2021.

Et af mange fejlgreb

Filippo Inzaghi. Egentlig er det en smule unfair, at Inzaghi bliver fremhævet, for han var blot en af flere tidligere AC Milan-stjerner, der ikke kunne leve op til lederes og fans forventninger i et nu 10 år langt og møjsommeligt ’projekt genrejsning’, der måske kan kulminere med Stefano Pioli ved roret i denne sæson. Inzaghi var træner i 2014/2015, efter at Clarence Seedorf viste sig uduelig. Siden har også hardhitteren Gennaro Gattuso (2017-2019) bidraget til middelmådigheden med en pauver sejrsstatistik på under 50 procent.

Ledere risikerer at reagere sent

Der er mange andre eksempler på fejlslagne eksperimenter med klublegender i trænerroller. Frank Lampard i Chelsea og Andrea Pirlo i Juventus er to af de senere. Der er også eksempler på succesrige koryfæer med Zinedine Zidane i Real Madrid og Pep Guardiola i Barcelona – Xavis store læremester – som to af de markante.

Uanset hvad er der bare nogle åbenlyse farer ved at hyre en legende, der sætter sit eftermæle på spil. Som i livets øvrige aspekter er der altid risiko for at være blind over for svagheder hos en elsket person, og derfor kan lederne overse en fanfavorits utilstrækkelighed.

De risikerer at handlingslamme sig selv og reagere for sent. Både klubchefer og fans vil så gerne have det til at blive en succes, at de meget vel kan komme til at give koryfæerne for lang snor på trænerbænken. Stor tålmodighed er skrevet ind mellem linjerne i en klublegendes kontrakt, og nogle gange er den også for stor.

Sådan var det måske nok med Ole Gunnar Solskjær. Men selv efter hans farvel kan ingen være i tvivl om, at både folk i klubben og de fleste fans stadig elsker ham, ligesom han elsker dem.

»Jeg er så beæret over at have fået chancen for at stå i spidsen for klubben«, sagde nordmanden, før tårer fyldte øjnene i det usædvanligt varme farvelinterview:

»Jeg er fan, jeg vil altid være fan, og jeg ønsker alle alt godt i fremtiden«.

Annonce

For abonnenter