Scenen er lige så forkert, som den er tragisk almindelig. En mand i skudsikker vest læner sig op ad et træ, mens hans kæber masserer noget tyggegummi, som om den mekaniske gumlen åbner en portal væk fra virkeligheden. Det gør den bare ikke.
Et sus gennem luften ender i et dumpt brag, der brøler til ham, at han er lige der, et sted i Bakhmut, og pludselig er livet dødelig alvor. Engang handlede det bare om idrættens leg – det er kort tid og en evighed siden.
Mandens navn er Serhij Stakhovskyj, men går bare under navnet ’Stako’. Han er 37 år, tidligere topspiller i tennis, har frivilligt meldt sig til Ukraines hær og dukker sig instinktivt, selv om missilet slog ned et stykke væk. Endnu en eksplosion runger, men han virker fattet, og det er mest af alt det, der skræmmer ham.
»Desværre er det sådan med den menneskelige krop, at vi kan vænne os til hvad som helst. Så vi vænner os til at søge ly for bomber. Vi vænner os til frygt. Det er uhyggeligt«, siger Serhij Stakhovskyj, nogle måneder efter en landsmand filmede ham under et af de utallige russisk angreb på Bakhmut.
