Sidste år fik Mattias Skjelmose sin karrieres hidtil største røvfuld. Det stod på hver dag i tre uger. Den 22-årige Amager-dreng gik ind til Giro d’Italia med store personlige ambitioner. Han ville køre klassement i sin første Grand Tour eller alternativt jagte etapesejre. Derfor endte han med at overtræne. Mentalt var han heller ikke klar til at tackle den hårdhed, som ramte ham.
Det blev allerværst på 15. etape, som gik over tre bjerge.
»Det var dagen før sidste hviledag. Jeg var så bange for at misse tidsgrænsen og ryge hjem. Jeg havde det virkelig skidt og kæmpede så meget med tingene. På et tidspunkt måtte jeg sige til min holdkammerat Jacopo Mosca: »Du må ikke forlade mig«. For så var jeg ikke kommet igennem etapen. Jeg skulle kæmpe for bare at sidde med i gruppettoen. Sprinterne blev sat lidt før mig, men jeg vidste også, at de lader sig sætte uden at køre fuld gas, så de har energi til at smadre igennem nedad, hvor de kører stærkest af alle i feltet. Jeg holdt ved så længe som muligt, fordi jeg var bange for, at sprinterne ville køre fra mig nedad. I den situation ville jeg skulle køre alene mod mål, og det var et skrækscenario. Jeg gjorde alt for bare at sidde med i gruppen foran gruppettoen, som tog det lidt roligere nedad, så jeg kom mere sikkert i mål«, siger Mattias Skjelmose.
Holdkammeraten Giulio Ciccone endte med at vinde etapen. Tidligere i løbet havde Juan Pedro Lopez fra samme Trek-Segafredo-hold sit cykellivs hidtil bedste dage, da han kørte i den lyserøde førertrøje. Mattias Skjelmose følte sig lige så dårligt kørende, som holdkammeraterne var succesrige.
