Mørklægning af Tour de France: Danske politikere får mundkurv på

Den dyreste sportsbegivenhed nogensinde på dansk jord er omgærdet af udbredt mørklægning og lukkethed. Selv om skatteyderne betaler næsten hele gildet, hemmeligholder de danske myndigheder de aftaler, der fastlægger prisen og vilkårene for at få Tour de France til Danmark.

Dermed er det umuligt for offentligheden at få indblik i, hvilke betingelser staten og kommunerne har accepteret for at lægge asfalt til det traditionsrige cykelløb, og hvor stort et gebyr man fra dansk side betaler det franske selskab bag Tour de France for at placere tre etaper i Danmark.

Lukketheden møder skarp kritik fra flere eksperter.

»Det her er et ekstraordinært arrangement, som offentligheden og politikerne har en klar interesse i at få indsigt i. Det handler om, hvordan man bruger borgernes penge. I stedet giver man politikerne mundkurv på og begrænser deres adgang til at rejse en offentlig debat om, hvorvidt man bruger pengene på en fornuftig måde. Det er problematisk«, siger Rasmus Grønved Nielsen, der er adjunkt ved Juridisk Fakultet på Københavns Universitet og har forsket i offentlige myndigheders samarbejde med private selskaber.

Kommunalforsker Roger Buch fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole mener, at myndighederne med den omfattende mørklægning går meget langt for at tækkes det private franske selskab bag Tour de France.

»Det er et demokratisk grundprincip i et retssamfund, at vi har indblik i, hvad det er, vi bruger skatteydernes penge til. Derfor er det problematisk, når der er så stor lukkethed om en sportsbegivenhed, som det offentlige bruger usædvanlig mange penge på«, siger han.

Da Danmark i 2019 fik tre Tour de France-etaper, var den officielle melding, at det ville koste skatteyderne cirka 90 millioner kroner og et ukendt ekstrabeløb i kommunerne. Nu viser en gennemgang af de offentlige udgifter, som Politiken har foretaget på baggrund af aktindsigter i de kommunale budgetter, at den samlede regning lander på mindst 180 millioner kroner.

Alene de 13 kommuner, der deltager i Tour de France, har tilsammen udgifter for 121 millioner kroner i forbindelse med arrangementet, viser Politikens opgørelse. Med statens og regionernes udgifter til cykelløbet lander skatteborgernes regning på 156 millioner kroner. Desuden forventer politiet at bruge mere end 23 millioner kroner på sikkerhedsindsatsen ved de tre danske Tour de France-etaper.

Dertil kommer blandt andet mandetimer i kommunerne, udgifter til beredskab og studieture. Dermed når den samlede offentlige regning op på mindst 180 millioner kroner.

»Det er et usædvanlig stort beløb. Jeg kan ikke komme i tanke om andre begivenheder, der har krævet tilsvarende støttebeløb. Det kalder på åbenhed«, siger Per Nikolaj Bukh, der er professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet.

Problematisk mundkurv

Omdrejningspunktet for lukketheden er den aftale, som de danske myndigheder i 2019 forhandlede på plads med det private franske selskab Amaury Sport Organisation (ASO), der ejer rettighederne til Tour de France.

Aftalen blev forhandlet på plads under stort hemmelighedskræmmeri og er af de danske myndigheder blevet kategoriseret som komplet fortrolig. Det gælder også den danske følgeaftale, der går under navnet opgavefordelingsaftalen. Aftalerne fastlægger de opgaver og udgifter, som kommunerne påtager sig i forbindelse med deres deltagelse i cykelløbet.

I tidligere kontrakter mellem ASO og andre værtsbyer kan man læse, at værtsbyerne påtager sig den økonomiske risiko og samtidig fraskriver sig stort set alle muligheder for at generere indtægter fra sponsoraftaler. Foreløbig er intet sluppet ud om, hvad den danske aftale indebærer. Det skyldes i høj grad et krav fra det franske selskab.

Kun ganske få politikere i de 13 tour-kommuner har set aftalen. De byrådsmedlemmer, der har bedt om at få den udleveret, har fået indskærpet, at den er fortrolig og ikke må deles med borgerne.

I Roskilde har Enhedslistens Anna Bondo fået aftalen udleveret, og hun er frustreret over tavshedspligten.

»Jeg synes, at det er udemokratisk og uigennemsigtigt. Jeg har lyst til at gå ud at fortælle om nogle beløb, der er aftalt, som tyder på en del ... hvad skal man kalde det ... velvilje i forhold til det her selskab«.

Foto: Nikolai Linares

Den danske tour-organisation, Grand Départ Copenhagen Denmark I/S, som er ejet af staten og de fem kommuner med start- og målbyer, står for al kontakt med det franske selskab ASO. Det er Grand Départ, der efter dialog med det franske selskab har vurderet, at notater, der beskriver aftalerne mellem de to aktører, skal holdes hemmelige.

Politiken har igennem flere måneder forsøgt at få udleveret hele eller dele af den 39 sider lange aftale, men har fået afslag på afslag. Det er sket med henvisning til, at aftalen indeholder oplysninger om det franske selskabs virksomhed, der kan kategoriseres som forretningshemmeligheder.

Det franske firma »krævede fortrolighed om aftalen«, siger Sophie Hæstorp Andersen (S), der i sin egenskab af overborgmester i København er bestyrelsesformand for Grand Départ.

»Ville jeg have foretrukket, at man kunne have offentliggjort aftalen allerede dengang, den blev indgået? Ja, det ville jeg helt sikkert. Havde Danmark fået tour-starten, hvis ikke forhandlerne havde indvilget i fortrolighed om aftalen? Nej, det havde vi ikke. Fortroligheden er den pris, man har betalt for at kunne bringe en verdensbegivenhed hertil og skabe en fælles folke- og cykelfest på tværs af hele Danmark«.

Politiken har rettet en række spørgsmål til ASO uden at modtage svar.

Meldingen fra Sophie Hæstorp Andersen er, at Grand Départ på et tidspunkt vil offentliggøre kontrakten med ASO.

»Jeg ser frem til, at alle detaljer omkring projektet bliver underlagt fuld åbenhed«, siger hun.

Argumentationen om, at alle oplysninger vil blive lagt frem på et senere tidspunkt, undrer Rasmus Grønved Nielsen, der har skrevet doktorafhandling om kontrakter mellem offentlige og private aktører. Hvis oplysningerne tåler offentlighedens lys efter løbet, virker det »mystisk« at undtage dem for aktindsigt forud for løbet med henvisning til, at det er forretningshemmeligheder, siger han.

»Det er jo en inkonsistent måde at argumentere på. I mine ører harmonerer det ikke godt med deres begrundelse for, at de har valgt at give afslag på aktindsigt«.

Grand Départs beslutning om at undtage aftalen for aktindsigt kan være ulovlig, vurderer han. Offentlige virksomheder er som udgangspunkt forpligtet til at udlevere oplysninger, der ikke er omfattet af undtagelser fra aktindsigt.

»Det lyder besynderligt, at hele aftalen er gjort fortrolig. Der vil givetvis være oplysninger, som er underlagt aktindsigt efter offentlighedslovens regler. Det sker nogle gange, at offentlige myndigheder laver fortrolighedsklausuler, men man kan ikke aftale sig til fortrolighed om oplysninger, der ikke er fortrolige efter offentlighedsloven«, siger han og understreger, at han ikke har set aftalen.

»Seriøst problem«

På Christiansborg møder det skarp kritik fra flere partier. Flere af dem mener ikke, at de kan have en oplyst offentlig debat om, hvad Tour de France indebærer for staten og kommunerne.

»Jeg kan forstå, at der skal være hemmelighed omkring sikkerhed og den slags, som kan være nødvendigt at holde hemmelige. Men det her er skatteborgernes penge, som man bruger på et arrangement, som jeg synes der er al mulig grund til at have åbenhed omkring«, siger SF’s kommunalordfører, Karsten Filsø.

Dansk Folkeparti er enig.

»Det synes jeg er et problem, helt seriøst. Det er skatteyderpenge, der bliver hældt i det. Det er ovenikøbet svært for kommunalpolitikerne i de kommuner, hvor man bruger penge på det, at få overblik over, hvad man bruger pengene på. Det er ikke i orden«, siger DF’s kommunalordfører, Jens Henrik Thulesen Dahl.

På rådhuset i København mener Konservatives Helle Bonnesen, at det kun kan gå for langsomt med at få lagt oplysningerne frem. Med 47,5 millioner kroner er København den kommune, der bruger flest penge på Tour de France.

»Jeg synes, at det er vigtigt med en offentlig diskussion af, hvad vi bruger vores penge på, især når det drejer sig om så mange penge«.

Det er utilfredsstillende, hvis der først kan være åbenhed om kommunens forpligtelser i forbindelse med arrangementet, når det hele er overstået, mener hun.

»Lige så snart vi bruger borgernes penge, så skal vi have transparens om, hvad de går til. Hvis først offentligheden får de her centrale beløb efterfølgende, er løbet jo kørt i mere end en forstand. Det har ikke særlig meget værdi, hvis vi først skal tage debatten der«.