For Kevin Magnussen er der intet nyt i at skulle kæmpe for sin fremtid i motorsportens formel 1. Det har han prøvet to gange før, og begge gange lykkedes det ham at overvinde en fyreseddel og forny licensen til at køre med i den prestigetunge klasse.
Overlevelsesgenet i sportslig forstand skal den 28-årige dansker nu for tredje gang siden efteråret 2014 mønstre, og spørgsmålet er selvfølgelig, om det bliver alle gode gange tre, eller om Magnussen efter over 100 grandprixer er færdig i kongeklassen, når sæsonen slutter i Abu Dhabi 13. december.
Kevin Magnussens aktuelle situation hos det amerikanske Haas F1 Team er den, at hans kontrakt udløber efter denne sæson, og holdets ledelse har ved flere lejligheder åbent fortalt, at alle muligheder er på bordet, hvad angår kørersammensætningen. Op mod ti kørere, inklusive de to nuværende, er ifølge teamchef Günther Steiner inde i billedet til de to ledige sæder.
