I huset blandt
de bløde bakker ...
... kan man flytte ind en morgen sammen med sine nærmeste
– og stille og roligt efter et par timer
… tage livet af sig selv.
En prisbelønnet fotograf har fået lov til at vise indersiden
af et særligt hus i den amerikanske stat Washington, hvor folk kan få hjælp til at dø for egen hånd.
Maggie på 70 år troede sådan set bare, at hun havde en ond forkølelse. Men på hospitalet fandt lægerne en fremskreden cancer i hendes lunger og gav hende beskeden, at hun kun havde få måneder tilbage af livet.
Alting rystede og vaklede, men ikke dette:
Hun ville selv bestemme, hvordan hun skulle herfra.
Og hvor.
Hvis du eller nogen, du kender,
har tanker om selvmord, kan du kontakte Livslinien
her eller på telefon 70 201 201.
Villaen ligger i et boligkvarter.
Her er bløde bakker, haver og veje, som snor sig blidt rundt om hjem for børn og voksne, gamle og unge.
I alle husene er det meningen, at folk skal bo og leve.
Undtagen et.
Her kommer folk for at dø.
I USA har 11 stater en 'Death with Dignity Act', en lovsikret ret for borgerne til at kunne vælge at dø for egen hånd – med medicin, der udleveres til dem.
Fire betingelser skal være opfyldt: Man skal være uhelbredeligt syg, have under seks måneder tilbage at leve i, man skal være i stand til selv at tage beslutningen – og medicinen.
Huset i villakvarteret syd for Lake Washington drives af frivillige.
Her er rum, der rummer. Hænder, der hjælper. Stemmer, der omgiver og guider den døende og familien. Stearinlys, friske blomster, knitrende, nyvasket sengetøj – og en brun papirspose med en dødbringende blanding, som leveres til døren af et apotek.
'Death doulas' eller 'end-of-life doulas' kalder de sig.
Dem, der arbejder dér.
Hvis man kan tale om, at der findes et ritual i huset, siger de – så er det, at alt skal foregå langsomt.
Huset står tomt de dage, hvor ingen kommer for at dø.
Fotografen Oliver Farshi, der har vundet en pris i World Press Photo 2025 for sine billeder, besøgte stedet gennem en måned.
Som han ser det, er vi, siger han, »ekstremt dårlige i Vesten til dét med døden. Det meste af tiden gør vi alt for at undgå at tænke på det. Og tale om det«.
»Vi ser folk dø på de mest larmende måder på film og tv, men når vi står og skal håndtere en stille afslutning med vores nærmeste, er vi totalt uforberedte. Så lukker de fleste af os vores øjne og vores døre – og lader hospitaler og klinisk personale overtage«.
Med livet følger døden. Sådan er det.
Man kunne måske forestille sig, at Oliver Farshi var en mand med et ekstremt afklaret forhold til det faktum.
Men sådan er det ikke. Tværtimod.
Den britiske fotograf kender frygten, siger han – noget så inderligt og eftertrykkeligt.
»Jeg har været decideret skrækslagen for alt, der havde med døden at gøre. Men så tænkte jeg: Nu går jeg ind i det. Jeg tror, vi får et bedre liv, hvis vi bliver bedre til at dø«.
70-årige Maggie kom til huset blandt de bløde bakker en morgen.
Her drak hun – et par timer efter – med sugerør en bitter væske.
Og her døde hun.
Familien kan – hvis den vil – være med til at vaske den afdødes krop. Og røre ved den og på den måde mindes alt det, den kunne.
Bagefter blev Maggie svøbt i tæpper. Og båret ud.
»Vi ses senere«, var noget af det sidste, hun sagde.
hvis du vil vide
mere om fotografen
Instagram: https://www.instagram.com/oliverblank/
Website: https://oliverfarshi.com/
Redaktion
Tekst: Henriette Lind
Foto: Oliver Farshi
Layout: Christine Vierø
Digital tilrettelæggelse: Christine Vierø og Henriette Lind
Fotochef: Peter Hove Olesen
Chef for digital innovation: Johannes Skov Andersen