0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Krystalkuglen special:

Coronaen har blåstemplet diktatorer, styrket nationalstaten, åbnet for overvågning og sendt porno til vores møder

13. april 2020
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Autoritært. Mens europæiske demokratier som Italien og Spanien sank sammen i en gigantisk sundhedskrise, er autoritære ledere som Kinas præsident Xi Jinping og Singapores ministerpræsident Lee Hsien Loong blevet fremhævet og rost for deres håndfaste indsats med massiv overvågning og befolkningskontrol af bl.a. FN’s sundhedsorganisation WHO. På den måde har to af verdens mest undertrykkende regimer fået et skær af legitimitet. Glemt var det åbenbart, at det kinesiske styre forsinkede indsatsen mod corona, da det i stedet for smitteinddæmning gav sig til at fængsle og forfølge de kinesiske læger og stemmer, der tidligt forsøgte at advare om en coronakrisen (se C, O og X).​

Borgerløn. Helikopterpenge. Vi er ikke uvant med at puste liv i økonomier, der er ramt af krise og pessimisme. Men vi er på ukendt grund, når det handler om at genåbne økonomier, vi selv har lukket ned, og som nu står over for det største tilbageslag siden Depressionen i 1930’erne. I et forsøg på alligevel at holde gang i hjulene i en tid, hvor nedlukningerne betyder, at mange ikke har indkomst, har selv Trumps USA besluttet sig for at uddele et engangsbeløb, eller »helikopterpenge«, der nærmest kastes ned over forbrugerne. Andre, herunder danske topøkonomer, leger med tanker om en mere permanent form for borgerløn, hvor staten uden betingelser udbetaler faste månedlige beløb. Søndag før påske bebudede den spanske regering, at det præcist er, hvad den nu arbejder med oven på coronakrisen. En skole blandt økonomer mener, at netop borgerløn vil blive en kerne i en fremtidig økonomi, hvor robotter (se R) og kunstig intelligens overtager millioner af job. På den led blev coronakrisen måske også krisen, der for alvor pustede liv i en tanke, der første gang blev lanceret i Thomas More’s satiriske bog Utopia fra 1516 (se også G).​

Cybergulag. I et forsøg på at håndhæve et udgangsforbud, hvor de 12 millioner indbyggere i Ruslands hovedstad, Moskva, kun tillades korte ture til supermarkedet og hundeluftning, har bystyret i Moskva, taget hul på en ny form for digital »social overvågning«. Moskovitterne har fået besked på at downloade en app på deres mobiltelefoner (dem, der ikke har sådan en, kan angiveligt låne af kommunen), så myndighederne kan følge deres bevægelser. Den nye teknologi vil blive kombineret med automatisk ansigtsgenkendelse, så de hurtigt kan finde folk, der overtræder en smittekarantæne eller strejfer rundt. Flere regioner og andre storbyer som Sankt Petersborg har gang i lignende planer. Kritikerne frygter, at Putin-styret lægger an til et »cybergulag«, der vil overleve coronaen, og hvor alle russere ender i en slags digital fodlænke. Skeptikerne tvivler på, at det russiske styre vil kunne gå så langt som it-diktaturet i Kina (se også A og R).​

Demokrati. Udgangsforbud, forsamlingsforbud og overvågning er normalt ikke noget, vi forbinder med demokrati. Men coronakrisen har sat flere af de ting, vi normalt opfatter som en kerne i vores vestlige frihedsrettigheder og danske grundlov, under pres. I afvejningen mellm frihed og dødsangst vejer sidstnævnte langt hen ad vejen tungest, også selv om folketinget sagde stop, da statsminister Mette Frederiksen og hendes S-regering ligefrem ville åbne for tvangsmæssig behandling af smittede og adgang til folks bopæl og lokaler uden retskendelse. Men mon ikke grænserne for, hvad landets ledende politikere så hurtigt var parat til at opgive af vores demokrati og privatliv alligevel lå et meget anderledes sted, end vi havde troet for blot få måneder siden? Blev en grænse rykket? Det bliver et af postcoronaens afgørende spørgsmål (se A, O og R).​

EU. Det europæiske samarbejde skulle gennem endnu et uskønt drama, før det omsider i påsken lykkedes at blive enige om en hjælpepakke til de hårdest ramte corona-lande. Men da så EU allerede forpjusket ud. Lige som det var tilfældet med migrantkrisen, hvor sammenholdet mest rakte til enighed om, at den var en politisk belastning. Lige som det var med gældskrisen, hvor de rige i EU’s nord mente, at de fattige mod syd måtte se at tage sig sammen. Lige som det er med diskussionen af international skatteunddragelse, hvor et velbjærget skattely som Holland mener, at de fattige mod syd også må kunne forstå dem. Problemet er dog ikke EU. Problemet er, at de enkelte EU-lande fastholder deres suverænitet i globale spørgsmål, som EU ellers burde være skræddersyet til at håndtere... hvis de nationale politikere altså ville det. Men nej, de foretrækker grænsebomme og nationalstat og paradoksalt nok ender det hele i en selvopfyldende profeti: Nationalstaten fremstår stærkere end EU-samarbejdet, fordi vi valgte, at det skulle være sådan (se G og N).​

Fornægtelse. Inden for psykoanalysen er fornægtelse »en forsvarsmekanisme, der fordrejer angstvoldende aspekter af realiteten og sætter ønskebestemte fantasier i stedet med det formål at beskytte jeget«. Var der nogen, der sagde Donald Trump? Xi Jinping? Jair Bolsonaro? Ayatollah Khamenei? Recep Erdogan? Eller Vladimir Putin? Lederne af nogle af verdens vigtigste nationer har været fælles om én ting: Deres første reaktion på coronakrisen var at benægte den og dernæst videnskaben. Længere inde i Oplysningstiden, længere væk fra den mørke middelalder, er vi heller ikke. Som sådan har coronakrisen kun bekræftet, hvad vi allerede anede fra klimakrisen: Også i det 21. århundrede har videnskaben trange kår. Og nå ja, så er ordet coronavirus simpelthen bare forvist fra den autoritært styrede ekssovjetrepublik Turkmenistan.​

Grænsebomme. Først var det migrantkrisen, der fik nationalister rundt om i Europa til at kalde på genindførelse af grænsebomme og grænsekontrol. Men det var en mikroskopisk virus, der endte med at gøre arbejdet for dem, da coronakrisen fik det ene EU-land efter det andet til at genindføre grænsekontrollen. Coronaen satte det indre markeds fri bevægelighed og schengensamarbejdet på en prøve, og begge var tæt på at dumpe. Men kun tæt på...for var man en af de uundværlige billige migrantarbejdere –østeuropæiske aspargesplukkere i Tyskland eller bulgarske ældreplejere i Østrig f.eks. – var grænserne naturligvis ikke helt lukkede. (se også E, N og Q). ​

Hjælpepakker. Fra USA til Europa og Asien er der blevet iværksat hjælpepakker for beløb så astronomiske, at ingen rigtig fatter dem. Kald det bare et udtryk for desperation og en lære fra finanskrisen i 2008, hvor europæerne – i modsætning til daværende præsident Obamas USA – insisterede på økonomisk mådehold, selv om både fattigdom og ledighed eksploderede i primært Sydeuropa. Problemet er, at vi ikke aner om det virker: For denne gang er problemet ikke, at vi er ramt af krise og nedtur, men at vi ganske enkelt har lukket vores økonomier ned og ikke har noget af bruge pengene til. Og nok så vigtigt: Hjælpepakkerne kan udløse en ny gældskrise, fordi de i stor stil er betalt med lånte penge. Efter coronakrisen lurer gældskrisen (se også B).​

Idlib. Vi har nærmest glemt det: Men ved årets begyndelse var det den syriske Idlib-provins og dens tre millioner indbyggere, der efter ni års borgerkrig trådte frem som verdens værste humanitære krise. Mens Tyrkiet - til mange EU-lederes lettelse – stoppede deres flugt mod Europa, så bombede det blodtilsølede og russisk støttede Assad-regime videre. Coronavirussen har på en ejendommelig måde frosset konflikten, selv om den hele tiden bliver værre. Nu er coronaen kommet til som en ekstra trussel i et område, hvor Putin-Assad-alliancen for længst har gjort hospitaler til bombemål.​

Jubel. Mon ikke det er, hvad de fleste af os vil forfalde til, når samfundet atter genåbner? Men for beslutningstagerne er det også den sværeste øvelse: For én ting er at lukke samfund ned for at spare liv. En anden ting er at genåbne samfund, når man ved, at det vil koste liv. Jo mere ledere og regeringer selv har kontrolleret processen, des mere sårbare vil de også være over for kritik.​

Klimakrisen. Vi har nærmest glemt det, men verden står sådan set midt i en buldrende i en klimakrise, der meget vel kan blive langt alvorligere end viruskrisen. Men klimaet er trængt i baggrunden i den politiske debat. Selv årets store FN-klimatopmøde er nu aflyst, samtidig med at dele af dansk industri mener, at der nu må være dømt halvleg i kampen mod de ellers hastigt stigende temperaturer. Opgaven for politikerne bliver nu ikke blot at bevare så meget af alt det eksisterende, som de kan under den nærmest alt fortærende coronakrise, men at kombinere de massive hjælpepakker med en vision for skabelse af grønne arbejdspladser og grøn vækst oven på de ruiner, coronaen vil efterlade os. Kriser rummer både farer og muligheder. Men også risici for historiske brølere. Klimaminister Dan Jørgensen kan gå over i historien som helt...eller skurk.​

Livsværdi. Hvad er et liv egentlig værd? Den danske regering ønskede ikke at tage den diskussion, da den lukkede dansk økonomi. Officielt handlede nedlukningen om noget mere grundlæggende, nemlig om noget så basalt som den sociale kontrakt og tilliden til den skatteyderbetalte stat. Ikke desto mindre ligger to principielle diskussioner stadig forude: Den første handler om, hvor mange andre patienter, der blev svigtet, da staten kastede alt ind på at stoppe coronaen. Den anden handler om, hvorfor vi ville betale så høj en pris, som det er at lukke et helt samfund ned, for at redde statens anseelse og et antal liv fra coronaen, når vi i det daglige må leve med et Medicinråd, der afgør, hvor mange penge det offentlige vil ofre på at redde eller forlænge liv for bl.a. kræftpatienter eller på at stabilisere selv yngre sclerosepatienter. Ifølge et notat fra Finansministeriet 26. april 2019 er et liv rent statistisk 34 mio. kroner værd, og værdien af et ekstra leveår 1,4 mio. kroner. Overlever denne djøf-tankegang coronaen? ​

Masker. Der var engang, for ikke så længe siden, at Danmark og det øvrige Europa var optændt af maskeforbud. Det var skidt at dække sig til. Det var helt nødvendigt, at vi kunne se hinandens ansigter. Så Danmark og en række andre lande indførte forskellige former for maskeforbud. Østrig gik sågar til angreb på karnevalskostumer. Men så kom coronaen. Nu er selv den danske stat på jagt efter masker, der kan beskytte sundhedspersonaler. Vi opfordres endda til at bære masker. Og i Østrig må man slet ikke gå i supermarkedet uden maske på. Sådan er der så meget, midt i en coronatid...​

Nationalstaten. Coronavirussen »har ikke noget pas«, erklærede Frankrigs præsident Macron, da han i en tale til nationen i midten af marts udråbte coronaen til en global trussel, der så også skulle løses globalt. Kort efter havde EU-land efter EU-land lukket deres grænser for den globalisering, som har været de senere års styrende mantra. Og måske værre endnu: Mens Italien gispede under coronakrisen, indførte Tyskland eksportforbud mod vigtigt medicinsk udstyr. Og i Nato, der ellers bygger på et fælles forsvar mod fælles fjender, fløj allierede i totterne på hinanden, da f.eks. USA beslaglagde masker fra et amerikansk datterselskab i Kina, der ellers var blevet købt af henholds politiet i Tyskland og myndighederne i Frankrig Coronaen gennemhullede kort sagt både alliancerne i EU og Nato og gav nationalstaten en ny opblomstring. Det fører mod et fundamentalt spørgsmål: Hvor stærke er egentlig vores alliancer og evne til sammen at løse globale kriser? I dag corona, i morgen klimakrisen. I coronaens tvekamp mellem nationalstat og globalisering, trak nationalstaten i første omgang det længste strå – det var ganske enkelt dét politikerne, greb efter. (Se også E, P, Q og W).​

Overvågning. Overvågning af smittede og deres omgangskreds er rundt om i verden blevet et populært redskab i inddæmningen af coronaen: Det begyndte i Kina og Singapore, men spredte sig hurtigt: I Italien bruger politiet mobildata til at kontrollere udgangsforbud. I Østrig leger den borgerlige regering med tanker om en app, der efter en slags Singapore-model, udsender automatiske advarsler til folk, der har været tæt på smittede, så de selv kan blive testet. I Danmark bebudede regeringen mandag før påske, at den arbejder på en app, som man - ganske vist frivilligt - kan downloade, så sundhedsmyndighederne kan følge vores anonymiserede bevægelsesmønstre og kontaktmønstre med andre, der har app’en. Isoleret set kan det virke uskyldigt, men kombinerer man alle de nye apps og tiltag med fænomener som automatisk ansigtsgenkendelse og anden dataindsamling, så kan vi en dag ende med en Model Kina eller Model Rusland. I krisetider sker ting hurtigt og uden den normale grundige debat om, hvad det er, vi sætter i gang. Så risikerer vi at åbne for en udvikling, der er lettere at fortsætte skridt for skridt end at vende? Erfaringerne fra diverse terrorpakker er, at det er lettere at indsnævre vores privatliv end at rulle udviklingen tilbage.(se A, C).​

Propaganda. Hedder det coronavirus? Wuhan-virus? Eller kinesisk virus? Mens kinesiske medier spekulerer i, at corona-virussen er udviklet og spredt af amerikansk militær, så italesætter USA’s præsident Trump virussen som en kinesisk virus. Og mens samme Donald Trump i et valgår har travlt med at vise, at han naturligvis tænker på sine vælgere først, så forsøger Kinas og Rusland autoritære ledere at vise sig som globale velyndere, der er parat med hjælp til trængte lande som Italien. Og nå ja...hvad gør det så, at den italienske avis La Stampa kan fortælle, at 80 procent af den russiske hjælp er ubrugelig, mens Holland har tilbagekaldt hundredtusinder af defekte kinesiske masker. Essensen er, at corona har udløst en propagandakrig, der viser, at verdens store magter er mere optaget af at bekæmpe hinanden end at samarbejde - selv i historiske globale kriser. ​​​​​

Queen Elizabeth. »We will meet again«, erklærede den britiske dronning Elizabeth, da hun før påske holdt corona-tale til den britiske nation. Talen viste tilbage til en af de bedst kendte sange fra Anden Verdenskrig, Vera Lynn’s sang af samme navn. Og det var ikke den eneste henvisning til verdenskrigen i en tale, hvor dronningen tydeligt ønskede at opfordre til sammenhold og ansvarsfølelse. Noget som briterne formentlig har et ekstra behov efter skilsmissen fra EU og en corona, der oveni satte deres premierminister ud af spillet. Lige som vores egen dronning Margrethe viste Elizabeth, at nationale symboler betyder noget for mange mennesker midt i en krisetid (se også G og N).​​​​​

Robotter og droner er under coronakrisen blevet taget i anvendelse på en måde, der kan sætte sig varige spor i vores hverdag: I Italien har politiet taget overvågningsdroner i anvendelse, så det hurtigt kunne spore folk, der udtrådte udgangsforbud. I Tunesiens hovedstad, Tunis, er robotter lige frem blevet ophøjet til autoriteter i form af gadebetjente, der kan bede folk vise id og begrunde, hvorfor de er ude på trods af udgangsforbud. Tilbage i Italien er robotter også blev sat ind som sygeplejersker på et hospital i Varese i Lombardiet, hvor de – smittefrit – kan modtage og viderebringe beskeder fra patienter til læger. Flere end 4.000 italienske sundhedsarbejdere er blevet smittet med corona på hospitaler (se også C). ​

Sorte svaner. Det kalder man uforudsete - og uforudsigelige - fænomener, der vender op og ned på alting. Sådan én er coronaen. Måske er den faktisk mange sorte svaner samlet i ét: Den har vendt fuldstændig op og ned på alle de forudsigelser og virkelighedsopfattelser, mange af os havde. Og som sådan er den en påmindelse om, at livet er uforudsigeligt, og at vi derfor ikke kan sætte det på formler. Tværimod: Vi skal, som enhver spejder vil vide, være beredte. Og bl.a. have et sundhedsvæsen, der hverken er djøf’ificeret eller lean’et, men netop er parat til at forsvare sig mod det værste. Det kan, som coronaen har dokumenteret, vise sig mindst lige så livsnødvendigt som at poste penge i jagerfly og andet militært forsvar mod tænkte fjender. ​

Trump, Donald. Mange af os havde regnet med, at årets største begivenhed ville blive det amerikanske præsidentvalg i november og mulige genvalg af Donald Trump. Pludselig er også det valg blevet indhentet af coronaen, og Donald Trump – selv i en af virussens aldersmæssige risikogrupper – ligner en favorit til genvalg. Uagtet at han længe fornægtede (se F) virussen og latterliggjorde videnskaben. Men pludselig så han en chance for at vise sig som en af de stærke ledere, han beundrer (se A), og lige nu overskygger han alt i amerikansk politik. Hans demokratiske udfordrer, Joe Biden forsøger fra en kælder i privaten at holde sig ude af glemslen via coronasikre optrædender på nettet, mens de fleste synes at have fortrængt den historiske rigtsretssag imod Trump. Hvad der for alvor kan true Trumps genvalg, er coronaen og den tiltagende sundhedskrise. ​

Ulighed. Lige så vel som at klimakrisen udløste en klassekamp i Frankrig, da præsident Macron hævede benzinafgifterne for at finansiere grønne tiltag (og formueskattelettelser for de rigeste), kan coronakrisen gøre det samme: På den ene side har vi nemlig et erhvervsliv, der får hjælpepakker for milliarder, alt imens store foretagender som tyske Karstadt og – indtil man fik kolde fødder – danske Bestseller har nægtet at betale husleje, fordi deres forretninger jo må holde lukket. På den anden side tvinges lønmodtagere og små erhvervsdrivende til at lukke af for deres indtægter, alt imens realkreditinstitutter og boligudlejere fastholder deres krav på afdrag og husleje. Uligheden – og ikke mindst følelsen af den – kan kort sagt snildt vokse under coronakrisen, som dermed vil forstærke det 21. århundredes dobbelte krise: Klima- og ulighedskrisen. ​

Verdensordenen. Coronakrisen har en gang for alle vist, at USA er abdiceret som global leder. Efter lang tids fornægtelse af den dødelige sundhedskrise havde USA’s præsident Trump så travlt med at sikre sine egne interesser, at USA tilsyneladende både var parat til at betale syv milliader kroner for eneretten til en kommende vaccine fra det tyske (!) medicinalfirma CureVac og bl.a. sikrede sig beskyttelsesmasker, der var tiltænkt Frankrig. Omvendt forsøgte Kina og den kinesiske rigmand Jack Ma - og til dels Rusland - at vise sig som verdens nye ledere, da de under store fanfarer leverede respiratorer, masker og andre værnemidler til bl.a. Italien (se dog P). ​

WHO. FN’s 72 år gamle sundhedsorganisation, World Health Organization (WHO), har under coronakrisen indtaget en både central og en kontroversiel stilling. Etiopieren Tedros Adhanom Ghebreyesus, der i 2017 blev valgt til WHO-topchef med ihærdig støtte fra Kina, har flere gange rost Kinas håndfaste indsats. Også selv om det kinesiske styre i første omgang kostede verden tid, da styret forsøgte at skjule det første coronaudbrud i Wuhan (se A og X). Men tilhængerne roser Tedros for at have sikret Kinas deltagelse i det internationale corona-samarbejde, fordi Kina ved tidligere sundhedskriser som ebolaen i Afrika har ageret på egen hånd. Kritikerne mener omvendt, at Tedros har blåstemplet et repressivt styre. Måske spiller hensynet til fremtiden ind. Hidtil har USA og amerikanske fonde som Gates Foundation betalt langt mere til WHO’s 3,8 mia. dollar store årsbudget end Kina. Men så sent som i februar lagde Donald Trump op til, at USA til næste år vil mere end halvere det nuværende statslige bidrag på 123 mio. dollar. Over for det står Kina, der med 86 mio. dollar er WHO’s næststørste bidragyder. Samtidig ser Kina WHO og dets sundhedscentre som en vigtig brik i forhold til dets gigantiske Belt and Road-initiativ (det 21. århundredes »silkevej«), der med veje, jernbaner og havne vil forbinde Kina med resten af verden. ​

Xi Jinping. Det første, der strejfede Kinas magtfulde leder, da coronaen brød ud i Wuhan-provinsen var ikke test-test-test, men benægt-benægt-benægt: Da den 34-årige læge Li Wenliang som en af de første advarede om virusudbruddet i Wuhan 30. december, opsøgte politiet ham og tvang ham til at underskrive en erklæring om, at han havde »fremsat falske påstande«. Skæbnen ville, at Li siden døde af corona efter tre uger på hospitalet. Da juraprofessoren Xu Zhangrun bagefter kritiserede de kinesiske myndigheder i et essay på internettet, blev han sat i husarrest. Aktivisterne Fang Bin, Chen Qiushi og Li Zehua er tre andre aktivister, der »forsvandt«, efter de havde vist, hvad der foregik i Wuhan. For magtfulde ledere som Xi Jinping er problemet, at når de bestemmer alt, bliver de også ansvarlige for alt (se W).​

Yndigt land. Mange steder i Europa og USA er fællessangen blevet genoplivet fra iPads, balkoner og vinduer, hvor folk med høje stemmer, instrumenter og grydeåg er istemt nationale sange som Der er et Yndigt Land i spontane folkelige hyldester til både fællesskab og sundhedsvæsen. Hvis coronaen har lært os noget, er det, at vi er sociale væsener, der savner hinandens selskab, når samfundet lukker ned. Husk det når du en dag i mere normale tider isolerer dig i mobilen...du ignorerer noget, du for ikke så længe siden savnede.​

Zoom. Fysiske møder blev aflyst og erstattet af nye digitale møder, hvor mødedeltagerne samlede dig i små digitale rum. En af de nye samtaletjenester er Zoom, hvis antal daglige brugere eksploderede fra 10 millioner i december til nu 200 millioner. Det viste flere ting: at vi hurtigt vænner os til en erstatning for det fysiske møde, hvilket både kan ændre vores interaktion med andre mennesker og pege mod en grønnere mødekultur, hvor vi sparer tog-, bil- og flyrejser bort. Men netop Zoom viste sig også at have så mange huller i sikkerheden, at en række amerikanske skoler og virksomheder flygtede fra tjenesten. Det skete, efter at optagelser af personlige møder endte frit tilgængeligt ude på internettet, og efter såkaldte »Zoom bombings«, hvor ubudne gæster pludselig bryder ind i møder og ødelægger dem, generer folk eller spreder porno. Som sådan viste coronaen os nok en gang, at vi i panik er hurtige til at blæse på datasikkerheden, indtil vi opdager, hvor risikabelt det kan være.​

Ære. Hvor amerikanske brandfolk fik en slags heltestatus efter al-Qaedas terrorangreb mod USA 11. september 2001, så tegner alt sundhedspersonale fra sygehjælpere til sygeplejersker, læger, laboranter og virologer samt ansatte i vores supermarkeder, pakkepostchauffører og mange andre ansatte ude i samfundets smittemæssige »frontlinjer« at blive coronatidens heltefigurer. De mindede os om, hvor stor og kritisk en samfundsværdi, de i virkeligheden har. ​​​​​

Ødelæggelser. Mens veludviklede stater i Asien, Europa og USA er gået i chok over en coronavirus, der på verdensplan har kostet knap 110.000 livet, er store dele af Afrika ramt af den værste græshoppeplage i 70 år. Millioner af østafrikanere i bl.a. Kenya, Somalia, Etiopien og Uganda trues på livet af sult. Læg dertil coronaen, der oveni har tvunget flere af de ramte lande til at lukke deres grænser, hvilket så har forstyrret forsyningen af sprøjtegifte imod de mange milliarder græshopper. Antallet af græshopper eksploderede sidste år som følge af usædvanlige vejrforhold, forstærket af klimaforandringerne. Det har forbedret græshoppernes vækstbetingelser. Men mens de veludviklede lande postede enorme milliardbeløb i egne hjælpepakker, kæmpede FN’s fødevareorganisation FAO med at skrabe penge sammen til græshoppeindsatsen. Pointe: Kriser har det med at smelte sammen, men verden har svært ved at holde sig til mere end én ad gangen. Det kan ende galt. ​

Året 2020. Hvad, vi allerede nu ved, er, at året 2020 bliver historisk. Det var året, hvor Pesten vendte tilbage fra historiebøger, som mange af os troede beskrev en fjern fortid, der aldrig ville komme tilbage. Pludselig var historien ikke længere blot en intellektuel rejse, men en rejse tilbage til en angst, vi nu også kan føle i realtid. Angsten for Pesten. For en ny form for spansk syge. ​

Kilder: Al-Jazeera, Bloomberg, Carnegie Endowment, CNBC, Council of Foreign Relation, Den Store Danske, Der Spiegel, Der Standard, Finansministeriet, France24, Frankfurter Allgemeine Zeitung, Information, Le Figaro, Neue Zürcher Zeitung, NPR, Politiken, Radio Ekko Moskva, Reporters without Borders, Reuters, The Guardian, The New York Times, The Washington Post, WHO, Wired

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden