Vi sidder på mit hotelværelse dybt inde i Ukraine og får en bid brød, da en trind mand på cirka 50 år uden videre stamper ind gennem døren i sine solide støvler. Han har overskæg og bærer rødligt tonede briller og en mørkeblå vindjakke, men det er noget andet, der forbavser os: Den kalasjnikov-riffel, han har i højre hånd.
Vi troede, vi skulle møde en læge, som kunne bringe os i kontakt med frivillige soldater her i småbyen Oleksandrija, og regnede med, at han ville melde sin ankomst nede i receptionen. Det led har han så sprunget over.
Mens fotografen finder en ekstra stol, kan jeg ikke lade være med at stirre på den blankpolerede riffel. Den virker absurd og brutal her på værelset, som ligner en milliard andre anonyme hotelværelser i Europa. Desuden havde jeg nok snarere forestillet mig, at han ville bære rundt på en lægetaske.
»Jeg bærer altid mit våben. Jeg skal altid være klar«, forklarer gæsten, som vel har bemærket min interesse for kalasjnikoven.
