Under jorden står toget og tiden stille på perronen, hvor alle venter og venter og venter
600 mennesker klumper sig sammen på en af Kharkivs metrostationer, hvor de gemmer sig for krigen og bomberne, der er ved at knuse deres by. Her har Andrei og hans familie boet i to måneder.
Der er ikke noget, der kan forberede en på Kharkivs metrostationer.
Tanken om hundredvis af mennesker, der i månedsvis lever på en perron dybt under jorden, er voldsom nok. Og historierne om livet i de improviserede beskyttelsesrum har for længst fået sit eget kapitel i fortællingen om krigen i Ukraine.
Når man så tager trinnene væk fra solen og den friske luft oppe på gaden, begynder kulden at krybe ind på kroppen, lyden af byen forsvinder, og næsen registrerer så mange forskellige lugte, at det er svært at skille dem fra hinanden.
Den søde, fede lugt af genopvarmet mad, kold mug, fugtige fliser, der aldrig tørrer, gennemsvedt tøj og sure tæer. Det hele hænger i luften, som står bomstille.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
