Et par heste galoperer i baggrunden, mens en blond kvinde i meget højhælede sorte støvler og ankellang blodappelsinfarvet velourkjole går rundt i solnedgangen og inspicerer en udbombet russisk kampvogn, der er så smadret, at man kun lige aner det store hvide ’Z’, som er malet på fronten. Man hører næsten violinerne.
Men vi er ikke i Hollywood. Vi er otte kilometer fra fronten i Østukraine, og kvinden hedder Natalia Voronkova. Hun er en af de mest spektakulære figurer blandt de mange, mange frivillige, som hjælper med at holde den ukrainske hær kørende i krigen mod Rusland.
Natalia har netop læsset kassevis af medicin, førstehjælpsgrej, smøger og andre sager af hos soldaterne i den anden ende af Rozdolne. Nu viser en soldat hende rundt og fortæller, hvordan russerne i april forsøgte at indtage landsbyen.
Det kostede 68 ukrainske soldater livet at slå dem tilbage. Fire russiske kampvogne tog flugten, men blev indhentet på den saftige eng, hvor vi nu befinder os.
