Det mest værdifulde for mig er livet. Både mit eget og andres. Jeg vægter det over alt andet. Derfor var der ikke noget valg for mig, jeg måtte ud af Rusland«, siger Maxim.
Vi sidder på en lille terrasse i hans lejlighed på fjerde sal i Istanbul og kigger ud på Bosporus. I horisonten holder de store containerskibe i kø for at sejle igennem strædet, og moskeen kalder til bøn, netop som han begynder at tale. Maxim deler lejligheden med sin russiske bofælle Aleksej. For to uger siden kendte de ikke hinanden og boede stadig i Rusland, men da Putin 21. september annoncerede en delvis mobilisering, tog de begge en meget definitiv beslutning og forlod deres hjemland. Nu ved de ikke, hvornår de kommer tilbage, hvis de nogensinde gør.
»Jeg var meget nervøs, før jeg forlod Rusland. Jeg var bange for, at de ville lukke landet, så man ikke kunne rejse ud. Det er kun omkring 30 år siden, at Sovjetunionen eksisterede, og man skulle have et visa for at komme ud«, siger Aleksej og forklarer, at selv om landet ikke lukkede dets grænser den første dag efter mobiliseringen, betyder det ikke, at de forbliver åbne.
»Vi ved, hvad vores land er i stand til, og vi ved, at det ikke er befolkningen i Rusland, der bestemmer, hvad der skal ske«.
