Amerikanerne ser kun sjældent Jared Kushner træde helt fremme i rampelyset, og reaktionen fra sociale og etablerede medier var, den dag i april, en cocktail af skræk og vrede. The New York Times’ klummeskribent Michelle Goldberg erklærede under overskriften ’Jared Kushner vil få os alle sammen dræbt’, at Trumps svigersøn ikke har skyggen af erfaring med krisestyring, og at han derfor intet har at gøre i coronaindsatsen. Bloggeren Michelle Malkin, der ellers er konservativ kommentator for Fox News, skrev på Twitter, at holdningen til Jared Kushner for en gangs skyld var noget, republikanere og demokrater kunne være enige om:
»Amerika er endelig forenet: INGEN kan lide Jared Kushner. INGEN vil have ham i spidsen. INGEN«.
Imens sad journalist og forfatter Andrea Bernstein i New York og forstod, at den mand, hun har brugt en stor del af sit arbejdsliv de seneste år på at undersøge kritisk, endnu engang havde raget mere magt til sig.
»Coronakrisen har vist, hvor central Jared Kushner er for Trump, og at hans indflydelse kun bliver større«, siger Andrea Bernstein i telefonen fra New York.
