Millioner af mennesker kiggede med, da rumfartsvirksomheden SpaceX i sidste weekend sendte to Nasa-astronauter op til den internationale rumstation. Det var et skelsættende øjeblik, der markerede indgangen til en ny epoke, hvor det nu er private firmaer og ikke stater, der sender mennesker ud i rummet.
De to danske rumarkitekter Karl-Johan Sørensen og Sebastian Aristotelis jublede højere end de fleste, da raketten slap affyringsrampen og ubesværet skød op gennem atmosfæren. De og deres tegnestue, Saga Space Architects, har længe forberedt sig på den tid, som de mener kommer nu. Nemlig tiden, hvor astronauter skal begynde at dele rummet med almindelige civilister, der tager på udflugt i universet — eller måske ligefrem flytter til andre planeter.
»Hvis opsendelsen var gået galt, var rumindustrien gået i stå mange år frem. Men nu er vejen i stedet banet for, at mennesker skal bo på Månen, som det første stop på vejen til Mars og andre planeter. Vi kigger frem mod en tid, hvor mange flere mennesker skal ud i rummet, og derfor er det afgørende, at vi bliver bedre til at gøre livet i rummet behageligere og mindre monotont«, siger Karl-Johan Sørensen.
De to arkitekter ser det som deres kald at tegne boligerne til den nye rumalder, og de er villige til at gå meget langt for at nå deres mål. For at få et forspring i det arkitektoniske rumkapløb, der nu er sat i gang, har de allieret sig med DTU Space, Statens Kunstfond og en lang række private donorer for at kunne teste deres nyudviklede månebase et af de mest ekstreme steder i verden.
