I ni måneder havde skibet ligget bomstille langt ude på det stivnede hav. Frosset fast. Langt fra Antarktis, et par tusind kilometer fra antydningen af civilisation og uden for enhver kontakt. Fortvivlelsen forsøgte de 28 mand om bord på ’Endurance’ at inddæmme med rutiner, pligter og fornøjelser. Alt på faste dage og klokkeslæt. Skak, teater og højtlæsning. Fodbold på isen. Rengøring, reparationer og jagt. Men nu lå isen pakket i stakke om skibet, som var begyndt at hælde, og trykket mod skroget var så voldsomt, at plankerne gav sig til at bøje og splintre.
»Det bare kværnede og kværnede«, siger Hanne Strager, biolog og forfatter, tidligere formidlingschef på Statens Naturhistoriske Museum og for år tilbage kurator på en udstilling af fotos fra Shackletons ekspedition.
»Det må have været forfærdeligt at ligge og høre på. Med spanter der røg, og vand der trængte ind«.
Det frøs 25 grader, da Ernest Shackleton 24. oktober 1915 gav ordre til, at forsyninger og livsvigtigt materiel skulle bæres ud på isen. Efter to dage rømmede mandskabet selv skibet, og en eftermiddag en lille måned senere stod de så 21. november og så, hvordan isen slap sit tag i ’Endurance’, og skibet forsvandt i dybet.
